fbpx

Den ultimative test

Skelsættende og historisk. Sådan var det, da Jægerkorpset og Frømandskorpset lagde kræfterne sammen og sendte alt, hvad de havde, til de allerførste slag mod Taleban og al Qaeda

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
chef jægerkorps 2002
Fra venstre mod højre ses generalmajor Jan Scharling, viceadmiral Tim Sloth Jørgensen, Frank Lissner og general og daværende forsvarschef Christian Hvidt

Interview af journalist Peter Skautrup med daværende chef for Jægerkorpset, Frank Lissner

At ligge stille på en klippeafsats flere dage i træk og observere fjendens bevægelser kræver soldater af en særlig støbning. Det er svedende varmt, luften er tynd, og man kan ikke rejse sig op uden at risikere at blive afsløret. Sådan er det at være en del af en specialstyrke.

Det suger på psyken og fysikken, siger oberst Frank Lissner.

For 20 år siden havde han hovedrollen i den største samlede udsendelse af danske specialoperationsstyrker nogensinde. En udsendelse, hvor netop soldaternes evne til skjult at observere fjenden, var afgørende.

Terrorangrebet på USA 11. september 2001 var den direkte anledning.

Fanatikerne, som fløj kaprede passagerfly ind i Pentagon og New Yorks højeste bygninger, var styret fra Afghanistan, hvor Taleban havde magten.

Nu skulle USA og dets allierede slå igen.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen talte klart få timer efter angrebet:

”Dette er ikke alene et angreb på USA. For mig er det et angreb på hele den demokratiske verden. Nu må de demokratiske samfund stå sammen og gøre alt, hvad vi kan for at standse denne terrorisme.”

De ord bandt Danmark, og parallelt med de diplomatiske samtaler landene imellem og dialogen mellem Forsvaret og ministerierne gik de praktiske drøftelser også i gang. Den amerikanske ambassade i København og Forsvarskommandoen gik i direkte dialog, og inden længe sad Frank Lissner som chef for Jægerkorpset med i de møder, der skulle finde handling, der passede til statsministerens løfte.

Billede af Jægerkorpsets observationspost i Afghanistan Foto: Forsvarsgalleriet

Regeringsskifte

Længe troede man ikke i Jægerkorpset på, at det blev en stor mission for deres vedkommende, men kort efter regeringsskiftet 27. november 2001 kom den vidtgående beslutning:

Jægerkorpset og Frømandskorpset skulle støtte en amerikansk mission, og det skulle gå stærkt. Et bredt folketingsflertal sagde ja 14. december. Samtidig blev to jægersoldater sendt til Khandahar Airfield i det sydlige Afghanistan for at kigge på mulighederne for en lejr.

Primo januar 2002 ankom 108 danske jægersoldater og frømænd få uger efter for at bo sammen med kolleger fra USA, Norge, Canada, New Zealand og Tyskland.

Planlægning, træning og anskaffelse af nyt udstyr som radioer og lasere til udpegning af bombemål havde inden afrejsen gjort Jægerkorpsets område på Flyvestation Aalborg til en myretue, hvor Frømandskorpset sluttede sig til for at træne med.

Beslutningsgrundlaget ændrede sig hele tiden i de få dage, der var til rådighed før afgang, husker Frank Lissner, og at det blev Khandahar lå først sent i kortene:

– Operativt var det svært at forberede os. Det startede med at vi skulle indsættes fra Uzbekistan med faldskærm eller helikopter, men da Nordalliancen vandt hurtigt frem, blev det scenarie ændret og først i midten af december blev Khandahar-optionen en meget sandsynlig mulighed – det medførte dog ikke, at vi fik en konkret opgavestilling at forberede os på. Vi vidste reelt ikke, hvad det var for en opgave, vi ville blive indsat i, da vi gik om bord på flyveren, men vi var klar til det hele.

Den hårde opgave: At ligge stille

Mens de byggede lejren op, fik soldaterne lov at opleve en af de værste discipliner, man kommer ud for i militæret: At vente.

Som Frank Lissner beskriver i indslaget ”40 minutters forberedelse” her på siden, måtte danskerne læg pres på missionsledelsen, før de endelig fik den første skarpe opgave: At indfange en højtstående talebaner. Det korte varsel var en test i sig selv. Havde de pebet, var de blevet valgt fra, og deres pres for at komme i spil ville ikke længere være effektivt.

Testen bestod de overbevisende, så var de inde i varmen.

Men den opgave, der kom til at fylde mest, var noget andet, fortæller Frank Lissner:

– Special reconnaissance, altså observation, har været en typisk jægeropgave fra starten. Vi ligger de mest ydmyge steder, patruljen samlet under en teltflade, og så ligger de og observerer og melder. Det lyder ikke spændende, men reelt er det en af de hårdeste indsættelser, de kan få. Fordi det suger kampkraft ud af den enkelte. De skal opholde sig der og forrette deres nødtørft uden at rejse sig – først om natten, når det er mørkt, kan man rejse sig og gå ud fra skjulet og lige strække benene lidt og ellers lægge sig ind under teltdugen igen.

– Det var det typiske, hvor de ligger og sender observationer og billeder derudefra.

– De bar 40-50 kilo udrustning, og ud over det skulle de have vand med, så samlet havde hver mand op til 70 kilo at slæbe på. Så det der med at gå fire kilometer i timen, det blev vendt om. De gik en kilometer på fire timer. De var ude og læsse vand af og så tilbage og bære mere vand. De skal have vand med til syv-otte dage. En patrulje, som måtte blive ude en ekstra dag, måtte anlægge drop fra medicintasken på sig selv for ikke at dehydrere.

– I tilbageholdt også mistænkte?

– Ja, et eksempel var, da vi støttede amerikanerne, som havde fået kig på en lokalitet, hvor de mente, der var talebanere – vi fik en mere ydmyg opgave, en bygning, hvor der ikke skulle være nogen. Så der gik vi ind, og der lå så 30 bevæbnede mænd. De lå og sov, blev taget på sengen med masser af våben, og dem afleverede vi til amerikanerne, som først efter et par dage fik klarlagt, at de ikke var Taleban.

Anerkendelse

Fem og en halv måned blev det til, og med det havde danske specialstyrker fået et gennembrud i international anseelse, især hos den store NATO-partner USA.

– Et vendepunkt, siger Frank Lissner, som kort efter missionen på alle soldaternes vegne trykkede hånd med præsident George W. Bush og modtog udmærkelsen Presidential Unit Citation til de to korps.

– Det gav blandt andet stor anerkendelse, at vi havde et solidt mandat. I modsætning til andre nationer kunne vi handle uden at ringe hjem først og spørge om lov.

Det skadede heller ikke, at det danske afsnit af lejren i Khandahar var populær hos de øvrige nationer. Trods et ekstremt primitivt udgangspunkt var det lykkedes danskerne at bygge lidt komfort op, så det var et sted, hvor man kunne få et bad, finde en ”rigtig” kok og ved enkelte, festlige lejligheder en bar. Når andre nationer havde besøg udefra, skulle gæsterne altid slæbes en tur forbi danskerne.

– Og så slog vi de andre nationer meget overbevisende i stafetløb, husker Frank Lissner.

Ny missionstørke

Trods den vellykkede mission blev det til en træls periode de danske specialstyrker i årene lige efter hjemkomsten. Negative sager, som soldaterne ikke havde ansvar for, fyldte medierne og gjorde politikerne usikre.

En tolk krævede erstatning for psykiske skader han sagde, han havde fået af oplevelser i det amerikanske ”fængsel” i lejren, og en af de tilbageholdte afghanere, som danskerne havde afleveret til amerikanerne, krævede erstatning – og soldaterne kunne først føle sig rensede, da han tabte sagen i Østre Landsret mange år efter.

Så efter Frank Lissners opfattelse var det årsagen til, at der ikke kunne skabes et bredt politisk flertal for at bruge specialstyrkerne, da Danmark gik med i Irak-krigen.

– De havde pakket deres udstyr, og det hele var klar, men det blev ikke til noget. Kun lidt småopgaver i Irak.

– Så blev der lidt stilstand igen.

Først senere i Afghanistan, Irak og nu Mali kom de igen for alvor i brug, og sideløbende med oprettelsen af Specialoperationskommandoen er beslutningstagerne blevet fuldt bevidste om værdien af specialoperationsstyrker.

Frømandskorpset er oprettet i 1957, Jægerkorpset i 1961, men før 2002 var der langt mellem operative opgaver, som offentligheden kender til.

Frank Lissner er ikke i tvivl om at udsendelsen i 2002 var skelsættende:

– Alt før 2002 var en evig kamp op ad bakke for at få opgaver. 2002 var et historisk vendepunkt. Nu havde man endelig fået overbevist beslutningstagerne om, at specialstyrker er et virkningsfuldt instrument.

i 2004 modtager Frank Lissner USAs næsthøjeste militære anerkendelse, the Presidential Unit Citation, for hans danske enheds medvirken i jagten på Taleban og al-Qaeda i Afghanistan i 2002. Presidential Unit Citation er en anerkendelse på linje med Navy Cross, og gives til enheder, også allierede, der har ydet en ganske særlig indsats.

Fortællinger & interview fra de tidlige hold

På vej i krig

Specialstyrker og fly var det eneste rigtige at sende afsted til Afghanistan og vupti. Inden for få måneder røg de første danske specialstyrker afsted til Afghanistan

Læs mere »

Når det skal gå stærkt

– er specialstyrker og fly det eneste rigtige. Sådan var konklusionen, da USA var ramt af terror, og Danmark svor at deltage i aktionen mod terroristernes rede i Afghanistan. Først med elitesoldater, senere med F16.

Læs mere »

Flere fortællinger

Christian Udsendt Af Danmark

Må jeg skyde?

Må jeg skyde? ”Thomas ryger i den ene helikopter med fotografen, og jeg ryger i den anden helikopter. Og vi er så forbundet med nogle headsets,

Læs mere »

Band of Brothers

”Det er uheldigt, at udsendte er lig med PTSD,” siger Lars – befalingsmand fra Irak. Derfor søger udsendte samtalen med ligemænd på veteranhjemmet.

Læs mere »

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk