Det er svært at fortælle om foredraget for det er umuligt at tale på veteranernes vegne, når man ikke selv har prøvet det. Idéen om at tage et job, der kan betyde at om en måned står din mor, far, søskende, kæreste og børn til din begravelse.

Vi har alle hørt historier fra dokumentarer og i fiktion eller i medierne, men det er ikke det samme som at høre det fra dem der selv har været afsted.

 

Det er jo ikke “Hamburger Hill” eller “Platoon.” men meget mere nærværende og på den måde også langt mere ægte.

 

Om det så er beredskabsstyrelsen der sender nødhjælpskøretøjer ud i Jugoslavien eller om det er fredsbevarende styrker i Kuwait eller på Cypern. Eller observatører der skal rapporterer til EU… Det er en virkelighed der er nem at glemme eller overse, når man scroller forbi nyhederne og fiktionen er jo “bare” fiktion og selv Armadillo foregår jo stadig på den anden side af en tv-skærm. 

 

Jeg kan på det varmeste anbefale at i finder deres udstilling og finder et foredrag og kommer ud og taler med dem.

 

Det er ikke kun spændende historier, men også noget vi i grunden skylder de folk der er parate til at ofre deres liv for Danmark. Om det så er for at sørge for nødhjælp eller for at beskytte freden eller om det er for at være den person der tager ansvaret, når vores regering lover at vi sender soldater ud. Det er vores udsendte og hvad end man tror på den ene eller den anden konflikt eller ej, så fortjener de respekt for at have taget jobbet, på vores vegne.

 

Jeg tror, de fleste af os kunne have brug for at opleve folk, der tror på nogle idealer og et ansvar, der er så stort at de er parate til at risikerer deres liv for det.

 

Og jeg ved godt der sikkert sidder nogle kyniske folk derude og tænker “bah, de er selv ude om det. Det er adrenalin junkier der har brug for det.”

 

Det er også muligt at den type udsendte findes i Danmark, men de veteraner vi fik lov til at tale med på fortet, var alt andet end det.

 

Den ene indrømmede at en del af det var eventyrlyst, men det var ikke den vigtigste motivation og han fortalte historier om at forsøge at hjælpe og om følelsen af at vælge at tage ansvaret på Danmarks vegne og viljen til at gøre det igen.

 

Et af de største spørgsmål de blev stillet var, hvad de ville sige til deres egne børn, hvis kom hjem og sagde at de ville tage opgaven på deres skuldre. Der var svaret ja, uden den store betænkning.

 

Ikke fordi de ønskede det, men fordi de ikke ville tage chancen for at gøre noget for Danmark eller for fremmede i nød, fra deres egne børn.

 

 

Jeg vidste godt, at det ville blive spændende og alligevel sidder jeg bagefter og er overrasket over meget mere det betyder, når man hører historien fortalt, af de mennesker der har oplevet det på egen krop.

 

Jeg bliver også nød til at sige at nogle af historierne er mere ægte end man har lyst til at de skal være. Ikke fordi der var udpenslede detaljer eller et behov for at fortælle sørgelige og skræmmende historier, men fordi virkeligheden ikke holder op med at være virkelig, bare fordi det er ubekvemt.