Tekst af Axel Boisen

”Der var jo ikke nogen af mine kammerater, der havde lyst til at høre om de der koncentrationslejre. Vi sad og drak øl, og hvem gider at høre om det?” fortæller Poul, der er en af Danmarks ældste veteraner.

Poul bliver i 1948 udsendt til den tyske by Jever i Den Danske Brigade. Det er Danmarks internationale bidrag til blandt andet at få renset det sønderbombede Tyskland for bomber og den sidste rest nazister. ”Vi måtte ikke fraternisere – omgås – med tyskerne, men jeg var heldig at lære en organist at kende, der kunne fortælle mig om, hvordan det havde været i Tyskland under krigen,” erindrer Poul. Organisten har været i koncentrationslejr, fordi han ikke sympatiserer med Hitler. Da han ikke er jøde, får han opgaven at bære de døde op fra gaskamrene og smide dem i massegrave.

Og det fortæller han til den danske unge soldat, Poul, der på det tidspunkt intet kender til Hitler-Tysklands store hemmelighed. ”Jeg kom tilbage og fortalte det til mine kammerater, men det gjorde ikke så meget indtryk. Det var først senere, at vi alle forstod, hvor forfærdeligt det havde været. Da vi og de andre internationale styrker forlod Tyskland, var jeg bange for, at de ville smadre alle de grimme minder, men det har de heldigvis ikke gjort. Så jeg har mange gange senere været i Bergen-Belsen koncentrationslejren. Jeg har brugt det til at forklare folk, hvorfor man slår hinanden ihjel.”

Veteran med dårlig samvittighed
”Hitler kommer for at sige tillykke!” råber Poul til sin far, da han ser Luftwaffe’s fly passerer henover sin lille by Hokkerup mellem Kruså og Sønderborg tæt på den tyske grænse. Poul er født d. 9. april 13 år før Tyskland besætter Danmark i 1940, og i hans by kommer det til en af de få ildkampe mod tyskerne. I den kamp bliver Pouls fodboldtræner skudt, og det sidder i Poul den dag i dag. Han mister en helt og et forbillede, og det får ham senere til at træde ind i modstandsbevægelsen som kurer, og bruge hele sit liv i hjemmeværnet og som udsendt i Den Danske Brigade.

”Når jeg i dag ser de unge mænd og kvinder, der drager i krig mod IS, så er det noget helt andet, end det vi gjorde den gang. Det er langt farligere, og jeg får nogle gange lidt dårlig samvittighed over at blive sammenlignet med dem. Jeg har den dybeste respekt for det, de gør,” slutter Poul, der er frivillig på Soldaterhjemmet i Brabrand, også selv om han har passeret de 90. ”Jeg tager så mange vagter, jeg kan – jeg elsker de knægte.”