fbpx

Så gik det ”fra umuligt til bare vanskeligt”

Charlotte Wetche måtte være både diplomat og soldat for at få over 1.000 evakuerede fra Kabul gennem Islamabads internationale lufthavn og videre mod Europa. Allerede på vejen derud måtte hun dog bryde reglerne.

Tidligere
Næste

Af journalist Peter Skautrup

Kan man lande i en international lufthavn i et civilt fly med kabinen fyldt med våben og ammunition – uden tilladelse og uden visum – og slippe godt fra det?

Oberst Charlotte Wetche kunne, men det krævede mere end soldatermæssige færdigheder.

På få dage i august 2021 blev Operation Alamo sat i værk. Taliban havde med lynets hast indtaget Kabul, og den evakuering, man havde regnet med måneder til, skulle nu udføres øjeblikkeligt i et voksende kaos.

I operationsstaben i Karup sad oberst Charlotte Wetche som afdelingschef og logistikansvarlig med i beslutningerne i de alvorstunge døgn 12. – 15. august, og natten til mandag den 16. var hun på vej til Billund sammen med en patrulje fra Jægerkorpset.

Planerne var blevet ændret mange gange på få timer. Fra en forventet ”fredelig” mission i Kabuls lufthavn som en slags guide for flypassagerer på vej ud, var hun nu omdirigeret til Islamabad.

Mens de hang i luften, skulle det lykkes for stats- og udenrigsministeren at få en aftale med Pakistan, om at Islamabads civile lufthavn kunne fungere som transitsted for de evakuerede, som forsvarets C130 Hercules skulle bringe ud af Afghanistan.

Regeringerne fra de to nationer var enige om de overordnede rammer, da flyet fra Billund mellemlandede i Tyrkiet for at tanke.

Der var bare nogen uløste detaljer på Charlotte Wetches egen liste.

– Våben for eksempel.

Jægersoldaterne, som havde samlet hende op i Viborg på deres vej til Billund og skulle videre til Kabul, havde godt nok fået at vide, at de ikke kunne tage våben med, da nødvendige diplomatiske tilladelser umuligt kunne nås at blive indgået hen over natten.

Men ”det var de ikke så glade for”, som jægersoldaterne sagde til hende, da de stod i afgangshallen. Så der var tasker med ”våben, ammunition og andet godt fra Nordjylland” som skulle håndteres nu og her.

Wetche gik til sikkerhedskontrollen, som smidigt sagde, at hun måtte tage den med piloten på det civile fly – og han var lige så smidig: Han var vant til at flyve soldater, sagde han og fortsatte: ”I tager de våben med ind i kabinen.”

Der var folk i udenrigstjenesten, der blegnede, da de få timer efter hørte om transporten, men Wetche fik støtte af ambassadør Lis Rosenholm, som skulle med i flyet – hun lovede at trække diplomatkortet i Islamabad, og dermed var et frugtbart samarbejde mellem forsvar og udenrigstjeneste grundlagt på det personlige plan.

Diplomatstatus og smidighed kunne dog ikke helt gøre det, da flyet havde sat hjulene i Islamabad. På grund af våbenlasten og manglende visa gik der fem timer, før passagererne fik lov at gå ind i en aflukket terminal med bevæbnede pakistanere ved alle udgange.

Lærdom fra en berømt oberst

Når den situation og mange andre endte med at blive løst, tilskriver Charlotte Wetche det en blandet baggrund som soldat og medrejsende i det internationale diplomati.

Hun har været eskadronchef og i kamp i Afghanistans Helmand-provins, hun har været adjudant for hærchefen og i fem år militær assistent for Natos generalsekretær, mens Anders Fogh Rasmussen havde den post.

Og så har hun lært, at regler og lukkede døre ikke er umulige at omgå. Bag den lære står en kendt og til tider kontroversiel skikkelse: Oberst Jens Chr. Lund, hvis hang til at gå egne veje af og til bragte ham på kollisionskurs med generalerne.

Lund, der også fik en del år som socialdemokratisk folketingsmedlem, døde i 2018.

”Han var min militære fader i mange år, en slags mentor, og han har nok også bragt nogle unoder ind i mig, men jeg tror han lærte mig at se muligheder og tænkte kreativt, når rammerne for at løse opgaven krævede det,” siger Charlotte Wetche.

”Hvis jeg møder en lukket dør, hvilken vej kan jeg så gå?”

”Det fik jeg i høj grad brug for med Alamo, for svaret på alle spørgsmål i Islamabad var fra starten bare nej.”

Kombinationen af den Lund’ske rebelskhed – hun kalder ham OBERSTEN, så man kan høre alle de store bogstaver – læretiden hos hærchefen og Anders Fogh Rasmussen, og endelig erfaringen fra de internationale missioner, især i Afghanistan, mener hun, tilsammen var med til at bringe hende gennem alle de lukkede døre i Islamabad.

Helmands alvor

Fra egne udsendelser, vidste hun også, at det kunne blive grimt, når Taliban rykkede frem.

Hun var chef for den første danske soldat, som faldt i kamp i Afghanistan.

Premierløjtnant Steen Rønn Sørensen blev hårdt såret i ildkamp sidst i april 2007, og selv om det lykkedes at få ham bragt hjem til Rigshospitalet, kunne lægerne ikke redde hans liv.

Wetche, bataljonschefen og feltpræsten fik løbende de stadigt mere dystre meldinger hjemmefra, og da det var sket, sad hun oppe hele natten og skrev. Et brev til den dræbtes forældre og en tale – det, hun skulle sige næste dag til sin enhed.

”Det var ekstremt vanskeligt. Jeg følte mig egentligt ordentligt forberedt på en situation som denne – men alligevel var det ekstremt trist og næsten uoverkommeligt. Jeg ved ikke, hvor mange udkast, jeg fik krøllet sammen.”

”Og opgaverne skulle stadig løses, så når vi havde været samlet, skulle vi stadigvæk ud at køre, stadigvæk i kamp med Taliban – det var svært og tungt.”

Hendes enhed var gået sammen med spejdereskadronen om fælles ”ørkenpatruljer” og opgaven var at holde Taliban væk fra de områder, hvor man søgte at skabe udvikling. Det førte til mange træfninger, hvor hun også selv var med, og næste grimme hændelse var, da en soldat mistede sit ben.

”Han var kørt på en mine, og Taliban havde lagt sig i baghold med morterer. Hans ben sad fast, men en snarrådig læge skar ham fri med en kniv, og 30-40 sekunder efter, han var trukket fri, røg en mortergranat ned gennem taget på bilen.”

Bosnien og Irak

Charlotte Wetche havde egentlig ikke tænkt sig et længere forløb i militæret. Hun ville bare gerne prøve et år som konstabelelev i 1991, efter gymnasiet og før et universitetsstudie.

Men universitetet kom til at sende hende flere rykkerbreve uden resultat.

”Jeg syntes, det var fantastisk. Jeg kom på landsholdet i militær femkamp, og det kunne ikke blive fysisk hårdt nok. Tænk, at man kunne få løn for at træne…”

”Så det gik slag i slag. Efter et lille år ved Telegrafregimentet i Fredericia blev jeg opfordret til at søge på sergentuddannelsen.”

Derfra fortsatte hun på officersuddannelsen og stødte her første gang på Jens Chr. Lund, der dengang var chef for Forsvarets Værnepligt og Rekruttering – han foreslog hende til at søge til Prinsens Livregiment i Viborg, hvor han selv senere blev chef, og de tog sammen turen til Skive, hvor regimentet i 2005 blev sammenlagt med Jyske Dragonregiment.

Første udsendelse: Bosnien i 2000 som delingsfører.

” Krigen var formelt slut, men dens eftervirkninger var stadig synlige. Fra grænsen til Kroatien og ned til den danske lejr ved Doboj var der kun kratere og udbombede huse, og befolkningen var tydeligt mærket af det.”

Sidste udsendelse før Alamo var som chef for en træningsmission for irakiske sikkerhedsstyrker på en base uden for Bagdad. I 2018-2019.

Igen var der lukkede døre, som hun fandt ud af at bryde igennem.

”Der var ulideligt varmt, og de menige irakiske soldater kunne kun holde til at træne få timer hver dag, sagde man.”

En stærk årsag var, at irakiske officerer og befalingsmænd sad på adgangen til spiseteltet i de tidlige morgentimer. Charlotte Wetche fik et møde i stand med en højtstående general inde i Bagdad – igen måtte de diplomatiske evner i spil, og mad og vand til de menige blev et af resultaterne.

”Man kan ikke bare slå i bordet og sige: Hør her, vore ministre har aftalt sådan og sådan. Igen tror jeg, jeg har samlet noget om det diplomatiske op fra tiden med Anders Fogh Rasmussen.”

”Ydmyg, men håndfast”

Den samme taktik kom i spil i Islamabad. Antallet af lukkede døre syntes uendeligt stort.

Der var nu to danske C130 i luftbroen fra Kabul – men de første dage var det en kamp bare at få dem tanket op. Et militærfly kan man ikke bare få brændstof til i en civil lufthavn, hed det.

Piloter og loadmastere skulle have ordentlig hvile på hotel inde i byen – men de havde ikke visa, ingen stempler i passet, så den danske ambassadør måtte fysisk stå ved udgangen og forhandle, ofte i timer, for at få flybesætningerne ud.

Resten af de udsendte sov i lufthavnen. Først på gulvet, så fik de fat i nogle luftmadrasser og senere feltsenge. Efter nogle dage fandt de også en bademulighed: Koldt vand til afvaskning ved siden af et bederum.

Jægernes våbenlager var en hel historie for sig – det måtte ikke røre den pakistanske asfalt.

Så der gik ikke længe, før Charlotte Wetche og ambassadør Lis Rosenholm besluttede at opsøge den pakistanske hærledelse.

Wetche var i uniform og måtte ikke forlade terminalen – for hun havde jo ikke noget visum, og måtte som dansk soldat af sikkerhedsmæssige årsager slet ikke bevæge sig ud i byen. Så igen blev et sæt regler bøjet, for soldaten og diplomaten sneg sig i bil en time på landevejen tværs gennem Islamabad til hærens hovedkvarter i Rawalpindi – ”der havde jeg og Anders Fogh Rasmussen før været til møder.”

” Lis og jeg blev enige om, at nu går vi ind ydmyge, for vi vidste godt vi havde bevæget os på kanten af en række love og bestemmelser. Men vi ville også være håndfaste. Formålet var at få os flyttet til en militær lufthavn, hvorfra vi bedre kunne håndtere den militære del af evakueringsoperationen.”

”Så vi kommer til møde med en håndfuld pakistanske generaler, som brugte den første halve time på at skælde os ud over alle de regler vi havde brudt både ambassadøren og jeg – jeg havde jo blandt andet ”smuglet” våben ind i Pakistan uden om alle regler. Det var jo fuldstændig rigtigt, og det vidste de generaler alt om, så vi får skældud.”

”Og at flytte os til en militær lufthavn kunne der absolut ikke blive tale om, men til gengæld fik vi det ud af det, at vi insisterede på at få tildelt nogle militære forbindelsesofficerer, og de mødte op i lufthavnen næste morgen. I Pakistan har hæren ret meget at sige, og de her uniformerede majorer og oberstløjtnanter, de stod ved siden af mig, og det kom til fungere, altså fra, at det var umuligt, blev det bare vanskeligt.”

”Der var stadig problemer, men nu fik vi trods alt fly i luften, vi fik dem trods alt tanket, vi fik trods alt besætninger ind på hotellerne. De pakistanske officerer, de kunne et eller andet, når en lufthavnsansat havde sagt nej, så sagde officererne en hel masse på pakistansk, og så blev der bukket. Det reddede vores operation.”

Farvel og corona

Torsdag den 12. august, da Charlotte Wetche og de andre i operationsstaben i Karup begyndte at ane alvoren i Kabul, havde man en liste med 55 navne på afghanere, der skulle transporteres hjem til Danmark.

Mens de planlagde videre, voksede listen, og flere tidligere ansatte blev godkendt, mens teamet sad i luften på vej mod Islamabad.

Det endte med, at jægerne på jorden i Kabul og de danske C130 fik 1070 personer ud via den danske luftbro.

For Charlotte Wetche blev en veloverstået mission ikke lig med en festlig hjemkomst. Hun blev smittet med corona i Islamabad, testet positiv ved ankomsten til Kastrup, var ”møgsyg” i en uge og i isolation.

Men Operation Alamo førte noget nyt med sig. Flere tilbud fra erhvervslivet om job som civil.

Så siden marts har Charlotte Wetche været på foreløbig to års orlov fra Forsvaret. Hun er nu direktør i Falck Ambulance.

FAKTA

DanMARK har bidraget med styrker i AFghanistan fra januar 2002 frem til juni 2021.

I August 2021 falder AFghanistan tilbage i hænderne på Taliban og DANMARK iværksætter sammen med andre allierede lande en evakuteringsindsats ud af Afghanistan.

FAKTA OM ALAMO


Der blev foretaget 16 evakueringsflyvninger 

mellem Kabul og Islamabad samt otte 

mellem Islamabad og København i perioden 15. - 24. aug. 2021


I alt 988 personer blev evakueret under 

operation Alamo


Den første mission HEDDer OPERATION ENDURING FREEDOM og blev iværksat under artikel 51 i fn-pagten om staters grundlæggende ret til selvforsvar mod væbnede ANGREB.

MIssionens primære opgave var at omstyrte taliban-styret og bekæmpe terrornetværket Al-QaedA i AFGHANISTAN

Den 11. september 2001 bliver fire passagerfly kapret i amerikansk luftrum og to af dem flyver ind i World Trade centrets to tårne, en tredje lander ned i Pentagon, det amerikanske forsvarsministeriums hovedkvarter og den sidste styrter ned på en mark i Pennsylvania. 

Knap 3.000 mennesker mister livet under angrebene og den vestlige verden er rystet. Bag terrorangrebet står terrornetværket Al-Qaeda, som under ledelse af Osama Bin Laden, havde planlagt angrebet og trænet sine styrker i Afghanistan. 

Kort efter erklærer den daværende amerikanske præsident George W. Bush international krig mod terror. 

Og med ordene “Either you with us – or against us” blev den 20 år lange indsats i Afghanistan indledt med den operation kaldet “Operation Enduring Freedom” d. 7. oktober 2001. 

Den 14. december 2001 vedtager det danske Folketing med 101 stemmer for og 11 imod at bidrage til missionen med et C-130 Hercules transportfly, F-16 kampfly samt specialstyrker. 

Læs mere på Infocenter-Kastellet

 

 

 

Se de personlige fortællinger fra Afghanistan

Green on blue

Vi er taget med Frømandskorpset til Afghanistan, hvor Pusling er chef for Task Force 7. En dag rammer de en af deres egne? Hvad gør man?

Læs mere »

VI skal til Helmand

Målet er, at de afghanske enheder i sidste ende skal løse specialopgaver, herunder blive sat ind mod narkobekæmpelse, korruption og ved anholdelser af høj risiko.

Læs mere »

Ben amputeret

Det er ikke kun specialstyrker og fly, som Danmark sender afsted i 2002. Beredskabsstyrelsen ryger afsted med et mobil felthospital og et lægehold.

Læs mere »

På vej i krig

Specialstyrker og fly var det eneste rigtige at sende afsted til Afghanistan og vupti. Inden for få måneder røg de første danske specialstyrker afsted til Afghanistan

Læs mere »

Når det skal gå stærkt

– er specialstyrker og fly det eneste rigtige. Sådan var konklusionen, da USA var ramt af terror, og Danmark svor at deltage i aktionen mod terroristernes rede i Afghanistan. Først med elitesoldater, senere med F16.

Læs mere »
Per Konsekvenserne

Konsekvenserne

Per har været udsendt til Afghanistan. På sine 2. tur tager han en stor beslutning, der giver hårde konsekvenser for ham i tiden efter.

Læs mere »

Kontakt

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk