Når det skal gå stærkt…

- er specialstyrker og fly det eneste rigtige. Sådan var konklusionen, da USA var ramt af terror, og Danmark svor at deltage i aktionen mod terroristernes rede i Afghanistan. Først med elitesoldater, senere med F16.

Interview af journalist Peter Skautrup med daværende chef forsvarsstaben og forsvarschef, Jesper Helsø (2002)

…9-11

Prøv at sige det på engelsk. Så husker de fleste over 40, hvor de var den 11. september 2001.

General Jesper Helsø, tidligere forsvarschef, er ingen undtagelse.

– Jeg sad ved mit skrivebord og ordnede papirer og sagsnotater og den slags.

– Og så kommer de fra kommunikationsafdelingen og siger, jeg skal komme ned og se fjernsyn. Jeg svarede, at det vel ikke var så vigtigt, at jeg vel kunne se det senere – nej, sagde de, du skal komme ned og kigge nu!

TV-billederne af passagerflyene, der i skyer af ild og betonstumper røg gennem New Yorks to højeste bygninger, satte omgående gang i flere processer i Forsvarskommandoen, hvor Jesper Helsø som chef for Forsvarsstaben var næstkommanderende.

Tænkte først på Danmark

– Meget hurtigt var operationsstaben allerede gået i gang. De havde styrket bemandingen i situationsrummet, og før jeg gik hjem den dag, havde vi en dosmerseddel over ting, der betød noget for dansk sikkerhed. Ting, vi skulle have vendt meget hurtigt både internt og med departementet i Forsvarsministeriet – alle store aktiviteter i Danmark, som kunne være iøjnefaldende mål for nogen, der ville gøre os ondt. Er der store internationale møder i København, er der store sportsbegivenheder og så videre?

Men på dosmersedlen stod også:

Hvad nu hvis nogen kommer og spørger, om vi vil hjælpe – hvad kan vi så hjælpe med?

– Det sidste var ikke topprioritet – det var egen sikkerhed, siger Jesper Helsø.

– I dagene efter var der også overvejelser om, hvad vi selv gjorde ved et kapret passagerfly i luften. Det blev der taget beslutninger om med regeringens medvirken.

– Og det var meget kort tid efter angrebet, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen gik ud og sagde: ”Vi står bag og ved og sammen med USA. Og hvad USA har brug for af hjælp, med de muligheder vi har, der vil vi være rede.”

En fast politisk vilje

Statsministeren mente det, og det gentog han på flere møder med forsvarstoppen hen over efteråret, senest midt i oktober.

– Vi sad i møde på Kastellet med Nyrup for bordenden, fortæller Jesper Helsø.

– Og der sad udenrigsministeren, forsvarsministeren, departementscheferne fra de to ministerier, forsvarschefen og jeg, og der fremlagde vi, hvad Danmark kunne bidrage med i det, som præsident Bush kaldte ”the war on terror”.

– Nyrup var udsædvanlig klar i spyttet: Hvad USA bad om, og hvad vi kunne, det skulle vi levere.

Det har flere gange været beskrevet, at man Nyrup-regeringen ikke var helt enige om tilgangen. Nyrup og forsvarsminister Jan Trøjborg var på linje – vi skulle hjælpe USA militært mod Taleban – mens udenrigsminister Mogens Lykketoft stod for den USA-skeptiske fløj og højst kunne strække sig til en ”fredsbevarende indsats”.

Den uenighed husker Jesper Helsø tydeligt fra møderne det efterår.

Midt i det hele kom et folketingsvalg som førte til en ny regering ledet af Venstres Anders Fogh Rasmussen, men den dag i dag er Jesper Helsø ikke i tvivl om, at udsendelsen af 108 mand fra Frømandskorpset og Jægerkorpset få uger senere også havde fundet sted, hvis Poul Nyrup Rasmussen og Socialdemokratiet havde beholdt regeringsmagten efter valget.

– Jeg tror, at hvis Nyrup var fortsat som statsminister, så havde det ikke ændret på det, siger Jesper Helsø.

– Det skyldes den markante, meget klar udmelding, han var kommet med. Det kan så godt være, at Anders Fogh Rasmussen efter valget havde nemmere ved at skaffe flertallet for udsendelsen.

De danske elitesoldaters mission i Afghanistan varede fem en halv måned. Derefter fulgte en indsats af danske F16, som i adskillige tilfælde kastede laserstyrede bomber og ellers ved deres blotte tilstedeværelse sikrede ro på jorden under sig.

Travlt på alle planer

Inden de 108 ”jægere og frøer” gik ombord i et gigantisk C-17 transportfly på vej mod Afghanistan, havde der været et utal af møder og minutiøs planlægning.

Planlægning og forhandlinger, der foregik på mange niveauer.

Som Jesper Helsø siger:

– Der var amerikanske uniformer i Forsvarskommandoen kort efter 9-11, men det skete i tæt samspil med Forsvarsministeriets departement.

Og der var lys til sent om natten i mange kontorer.

– Ambassaden i Washington med ambassadør Federspiel, som var meget aktiv, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen gik væsentligt i gang med: Hvad kunne ønskesedlen indeholde, og hvilke muligheder var der?

Hele tiden stod statsministerens ord ved magt.

– Derfor var der for eksempel overhovedet ingen problemer med, at de danskere, der var deployeret på NATOs AWACS-fly, de tog afsted, siger Jesper Helsø.

– Hvordan ønskerne kom frem fra USA – der skal du vide, at det foregår i en proces: Inden en nation spørger: Kan I stille med sådan og sådan, så er der en proces, hvor man på lavere niveau, det kan være på operationsstabsniveau eller på ambassadeniveau, spørger, hvad har I af muligheder? Fordi ingen nation ønsker at få et spørgsmål om noget, de ikke kan. Så det arbejde kørte på et ret tidligt tidspunkt i planlægningen, hvor man endte op med specialstyrkerne og F16.

– En af de parametre som indgik var, at vi længe ikke havde indblik i, hvad ville amerikanerne? Senere er der skrevet bøger om uenighed mellem Pentagon og CIA om, hvad der skulle ske.

De hurtigste at bruge

– Vi kunne bare konstatere, at ønsker man, at noget skal ske hurtigt, som kunne have en hurtig bæring, så er det noget, der skal kunne deployeres hurtigt, og som kan indsættes relativt nemt, så er det fly og specialstyrker på kort beredskab.

– Sværere er det ikke – jeg har ingen erindring om, at vi på noget tidspunkt talte om landmilitære bidrag overhovedet.

– Men det krævede jo selvfølgelig, at amerikanerne syntes det var en god ide, og at den danske regering syntes det. Hvad der var af følere der, der ved jeg ikke, men Forsvaret begyndte selvfølgelig den militære forberedelse, så det kunne afsendes med rimeligt varsel – og kort efter valget kom der: Go!

Indsættelsen af ”jægere og frøer” i januar 2002 fik også i den tidligere forsvarschefs opfattelse afgørende betydning for specialstyrkerne:

– Det kom jo til at betyde, at de generelt, både i Danmark og internationalt, blev set som nogen væsentlige enheder, der kunne indsættes med meget kort varsel, og som var trænet til at løse atypiske opgaver i forhold den almindelige hær og søværn som sådan. Det vil sige, hvis man ønsker alsidighed i et forsvar og kan se de trusler, der måtte komme, i glaskuglen, så vil specialstyrker altid være et væsentligt element. Hvilket man jo efterfølgende har taget til sig politisk gennem styrkelse og optagelse til de to korps.”

Fortællinger & interview fra de tidlige hold

VI skal til Helmand

Målet er, at de afghanske enheder i sidste ende skal løse specialopgaver, herunder blive sat ind mod narkobekæmpelse, korruption og ved anholdelser af høj risiko.

Læs mere »

Ben amputeret

Det er ikke kun specialstyrker og fly, som Danmark sender afsted i 2002. Beredskabsstyrelsen ryger afsted med et mobil felthospital og et lægehold.

Læs mere »

På vej i krig

Specialstyrker og fly var det eneste rigtige at sende afsted til Afghanistan og vupti. Inden for få måneder røg de første danske specialstyrker afsted til Afghanistan

Læs mere »