Menu
Når to specialer flyder sammen
Når Jesper havde trukket et ødelagt køretøj fri med sin bjærgningsvogn, satte hans sanitetsuddannelse ind. Sergent Jespers tid i Irak fløj afsted. Med hårdt arbejde – 18 timer i døgnet var ofte normen.
Del fortællingen med dit netværk
Tekst af Peter Skautrup – artiklen er udgivet første gang i Flagdagsmagasinet 2023
Han kom derned på Hold 4 og blev mødt med en plan: Camp Eden, som var basen for de første hold i den nordlige del af ansvarsområdet, skulle ryddes og slås sammen med Camp Yggdrasil, som lå tættere på Basra – den nye lejr skulle hedde Camp Danevang.
Da Jesper var sendt af sted som bjærgnings- og logistikmand, vidste han, der ville blive nok at se til.
”Så tænker vi, hold da kæft, vi får travlt, hvis vi skal lukke en hel lejr, og så samle den et sted, og så bygge en hel lejr op igen,” husker han.
En kæmpestor logistikopgave, som skulle løses sideløbende med et 24-timers bjærgningsberedskab, som også lå på skuldrene af Jespers afdeling.
For oven i flytteopgaven var han også sendt afsted for at køre bjærgningskøretøj, og oven i det igen kom en række løbende opgaver for CIMIC – ”civilt-militært samarbejde”, som dækker over, at militæret hjælper lokalbefolkningen med praktiske opgaver i håb om at skabe et positivt omdømme.
Men han kunne også noget mere: Træde til som førstehjælper, når køretøjer var ramt af vejsidebomber og kollisioner.
Skoletræt
Det var ikke mange måneder efter, han var humpet ind på sessionen med et dårligt knæ, faktisk på krykker.
Men han trak ikke frinummer, og da lægen fastslog, at knæet ville komme sig, kunne Jesper se frem til otte måneders værnepligt.
Hans drøm var at læse til maskinmester, men han var skoletræt, så det med at blive soldat var egentlig OK. Tilmed var der kun plads i trænregimentet, og det var jo ”hjemme” i Aalborg, så det var også OK.
Han blev uddannet sanitetsmand, og en dag trak hans løjtnant ham til side, og sagde, at hun havde indstillet ham til sergentskolen.
Så måtte han tage det med, tænkte han. Så han blev sergent – igen med speciale i sanitet.
Med vinklerne på skuldrene og ansvaret for nye værnepligtige og et felthospital var det blevet spændende.
”Så kørte vi jo rundt til alverdens sportspladser og satte lufttelte op og lavede øvelser, men det var især det med maskiner og lastbiler, der trak i mig, og jeg blev hurtigt næstkommanderende i delingen med ansvar for alle materialer og alle lastbiler. ”
”Da det begyndte at ulme med Irak, kom vores kaptajn spurgte, om jeg ville med.”
Det ville Jesper gerne, men med lastbiler og maskiner som hans primære interesse blev han og kaptajnen enige om, at han skulle overflyttes til transport og logistik.
Og så tage en uddannelse som bjærgningsbefalingsmand.
”Det er jo alt lige fra biler, der vælter og springer i luften og sidder fast – og civilopgaver. Der er mange forskellige opgaver. Men det korte og lange, det var, at det sagde jeg tak til.”
”Så blev der simpelthen lavet et lille team på fire mand, to befalingsmænd og to konstabler, som så gennemførte den her bjærgningsuddannelse, og det var så os, der skulle udsendes sammen,” siger Jesper.
Uddannelsen skulle gå så stærkt, at der ikke var tid til, at nogen dumpede et eneste fag.
”Det sjove var, at de lastbiler og det materiel, som vi var blevet uddannet på, blev jo så også skibet ned til Irak til os. Så vi kørte faktisk med det udstyr, som vi havde trænet på hjemme i Danmark.”
Fra bjærger til førstehjælper
Indkvarteringen var beskeden: Camp Eden var under nedtagning, og Yggdrasil have ikke plads til flere, så det nye hold boede i store telte på Shaiba Log Base. Hver mand havde to kvadratmeter til rådighed, inklusive feltsengen. Uden for teltene stod der festival toiletter, og med 50 graders varme om dagen, var der mange der satte et vækkeur til klokken 02 for at komme på toilettet i den lidt køligere nat.
Dagene gik med enten at flytte gods eller passe bjærgningsberedskabet. Hvis ikke de også lige skulle hjælpe med motorskift på en PMV, eller de blev lånt ud til tjekkere, italienere eller englændere, som ikke havde lige så gode bjærgningsvogne som danskerne.
Plus CIMIC-opgaverne: ” Og vi var ude og hjælpe lokalbefolkningen, hvis man kan sige det sådan, med alle mulige mærkelige ting. Utroligt meget CIMIC-arbejde, mens vi var dernede. Vi var ude og sætte vandtårne op, og vi var ude og sætte antenner op.”
” Så du vidste, at halvdelen af tiden havde du beredskab 24 timer, og den anden halvdel havde du 24 timer til at lave noget andet.”
”Vi kunne have været en deling mere og der havde stadig været arbejde nok til alle.”
Når en alarm gik for bjærgning, opstod et af to scenarier, men alt med få minutters responstid. Var der tilskadekomne ude i området, røg sanitetsholdet ud ad porten omgående med eskorte – og så kom Jespers bjærgningsteam lige efter med egen eskorte, typisk to patruljer. Men ofte var sanitet og bjærgning afsted samtidig.
Og Jesper har også stået i situationer, hvor han lige pludselig skiftede rolle fra bjærgningsmand til sanitet. Når nogen havde brug for førstehjælp.
Som da han kom ud til en væltet Eagle, hvor en soldat var kommet i klemme, fordi han sad i bilens tårnluge med maskingevær, da det skete.
”Det var deres sidste patrulje, og så rammer de noget løst sand og vælter,” fortæller Jesper.
”Der kom min sanitetsuddannelse også i spil…jamen det gør den jo, og det gjorde den også flere gange med civile, for vi havde også været ude ved trafikuheld og hive civile lastbiler fra hinanden, for de havde jo ikke selv noget, der kunne gøre. Så ja, sanitet har hele tiden været min basisuddannelse, fordi når man står midt i det, så agerer man ud fra det, og det gør man jo på rutinen. Man kan grine meget ad den måde, man lærer tingene på ved Forsvaret, men det gør jo, at man handler instinktivt. Du tænker ikke over det, du gør det bare.”
”Den erfaring og læring har jeg stadig med mig i dag.”
Jesper giver ikke mange detaljer fra sig om de hændelser, hvor han stod med tilskadekomne.
Hold 4 havde ingen omkomne, men det var tæt på – ”vi var ude og hente en bil, den var kørt på en vejsidebombe. Det var en almindelig åben GD, og når man så, hvordan hullerne fra fragmenterne sad i den, så var det simpelthen et mirakel, at ingen var døde på den konto…”
De blev også selv beskudt.
”Vi havde også rigtig mange artilleriangreb på lejren – især da vi boede i telte. Så bliver man ligeglad på et tidspunkt. Du bor i et stoftelt, og der er opstillet beskyttelsesrum af beton uden for. Jeg husker tydeligt fornemmelsen af at ligge i teltet og hører granater flyve ind over lejren og høre nogle nedslag – men også at høre at vores “fjender” nogle gange ikke havde armeret granaterne – så kunne man høre en klump jern der hoppede hen ad asfalten. PLING PLING PLING:”
Beskydningerne kunne også være ”fladbaneild hen over lejren” eller dengang, de om natten kørte ind i en ildkamp, som egentlig var en familiefejde, men hvor Jesper og hans kollega, først troede det handlede om dem.
”Vi havde lært at bruge køretøjerne som beskyttelse, men efter en tid gik det op for os, at vi ikke var en del af kampen, og når man forstår, at det ikke er aggression mod os, så må man overveje, om vi ikke bare skal pakke vores sydfrugter…”
Lene er udsendt til Irak og nej, det er ikke Danmark
"Køre, sove, spise..."
Flytningen af Camp Eden var en kæmpeopgave i sig selv og vejen til Basra var lang.
”Det var at køre lastbil, og så sove, og så spise, og så køre lastbil, og så sove og spise.”
Der skulle lægges skiftende ruter af hensyn til sikkerheden, og det var altid med frygt – var det den klogeste rute, man nu havde valgt?
”Sæt jeg har lavet en rute, og der er en IED, og jeg mister en kollega? Det er først bagefter, man reflekterer over den slags.”
Vejsidebomber og beskydning var risici, men stenkast og stålkugler fra slangebøsser var også en reel plage, eller som Jesper siger, ”det døjede vi også med. Vi fik smadret mange lastbilruder, og så kan du vælge at køre med nedrullede vinduer, for vil du både have sten og en rude i hovedet, eller kun sten? Og så beskytte ansigtet bedst muligt.”
Der var strækninger, hvor de vidste, de aldrig var velkomne. Sidste gang, de var nødt til at tage en af de ruter, havde de skaffet et kraftigt lydanlæg, og så buldrede AC/DCs ”Highway to Hell” ud ad lastbilens åbne vinduer.
” – så kunne de bare kaste alle deres sten.”
Han er dog overbevist om, at danskerne var lidt mere populære end andre deltagere i koalitionen.
” Vi har dansk flag på vores lastbil, og der står også med arabisk på siden af dem, at vi er fra Danmark, og der er generelt en god stemning omkring os.”
”Vi hjælper englænderne med en transport ved Al Hartha, og det er et lidt uropræget område især med IED, og så får vi en melding ti minutter efter, vi er kørt gennem et område, at nu er der lige en engelsk patrulje, der er ramt af en IED. Lige præcis i de vejspærringer, vi kørte forbi ti minutter forinden. Vi må simpelthen konkludere, at det er fordi, de bedre kan lide os, end de kan lide englænderne.”
Psykologerne stod klar
Men konstant skulle de bære hjelm og vest i dagligdagen, og for mange satte det sig i sjælen. Jesper synes dog, hans hold fik en god afslutning efter udsendelsen.
”Når jeg reflekterer over det, at i 2004 begynder det at gå op for folk rundt omkring, at nogen faktisk godt kan have problemer, uanset om man har været impliceret i noget eller ej. Min nærmeste kollega, han har fået problemer, men vi var et af de første hold, som, da vi kom hjem, blev indlogeret på flyvestationen i Aalborg og var sammen derovre som deling, og så havde vi et kaserneforløb: Nu er vi her, her skal vi være i tre uger, vi laver et program, vi skal træne helt basalt noget idræt, vi skal ud og gå en tur, og i de her tre uger er også indlagt tre psykologsamtaler, og det er ikke noget du kan sige nej til.”
”Her hed det: Du skal! Og der er tre samtaler, og så er det psykologen, der vurderer, om du har brug for mere.”
Og man kunne også selv opsøge pyskologen. ”For mit vedkommende virkede det, jeg sidder med en god fornemmelse af det, for det blev håndteret.”
Hjælp af dagbogen
”Der er ingen tvivl om, at en stor del af bearbejdningen af det har jeg også håndteret ved, at jeg har skrevet alt ned, at jeg har ført en dagbog og skrevet ned, at ”det her, det var kraftedeme træls.”
”Eller: ”Nu skal vi køre derud og det duede heller ikke, og det var irriterende.”
”Vi fik internet dernede ca. halvvejs i udsendelsen, og jeg sendte løbende dagbogen hjem til min kæreste og familie – så kunne de se, hvad jeg havde skrevet fra tid til anden – det lettede utroligt meget ikke at skulle forklare og fortælle om alting, når man kom hjem – så var der ro til at få styr på sig selv.”
Kommunikation med dem derhjemme kunne også foregå ved, at mobiltelefonen kom med kolleger i en bil til Kuwait, så den kunne sende og modtage SMS.
En sjælden gang kunne man også få adgang til en satellittelefon
”Jeg var midt i en samtale med min kæreste, hvor jeg var nødt til at løbe i bunker på grund af artilleriangreb – det er ikke rart at tænke tilbage på den situation. Jeg måtte smide røret, og så sad min kæreste i den anden ende og vidste ikke, hvad der var sket.”
”Jeg var 20 år gammel og havde ansvaret for 40 mand i en transportafdeling, hvor vi så har transportopgaven og skal ligge og køre bjærgning ved siden af. Og skal lave ruter og bestemme hvor vi skal køre henne, koordinere beredskab, vurdere hvor der er størst risiko. Men der har været så stort et workload, at jeg ikke har tænkt på de risici før bagefter.”
”Jeg synes jeg har set ting, som jeg ikke vil mindes tilbage på, men jeg har jo heller ikke siddet med en blødende kammerat som er død.”
”Jeg har det godt i dag.”
”Det var en god ting, at der var knald på, det ultimative var at få lov at gøre alt det, vi havde øvet os på. Nu kommer du derud, hvor nu er du soldat. Men jeg var mættet, da vi kom hjem.”
Skoletrætheden var kureret, så han tog fat på maskinmesterdrømmen og gennemførte.
Meldte sig sideløbende til DIB’en og var med i fire år med en årlig indkaldelse i en uge – og desuden bevarede Jesper tilknytningen til sit gamle miljø gennem soldaterforeninger.
Livet som færdiguddannet maskinmester startede til søs, han sejlede hos Mærsk på Sydamerika og Fjernøsten, blev så rejsemontør med hele verden som arbejdsplads, og har nu hus og kone og børn og job som test-engineer i test- og udviklingsafdelingen i en international industrikoncern.
Oplev flere FN fortællinger
Hør de udsendtes fortællinger
Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts.
Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter.
Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.