Tekst af Axel Boisen

”Hele forløbet op til min udsendelse var et stort ønske om at komme ud i verden og få lov til at bidrage med det, jeg kunne. Være soldat, være leder og få lov til at føre de mennesker, som jeg har skabt et tillidsforhold til,” fortæller Lene.

Hun er udsendt som kaptajn på hold 9 til Irak i 2007. I begyndelsen af året forlader andre allierede lande koalitionen, og den danske regering meddeler i februar, at Danmark vil trække sine tropper ud af Irak med afslutning af august samme år. For Lene er arbejdet det samme, nemlig at løse en opgave hun var uddannet til. Se også Lenes fortælling om lokalbefolkningen i Afghanistan, der bare gerne vil have fred til at leve deres liv.

”Jeg har valgt det her erhverv, og det er en stor del af mit liv og min identitet. Jeg havde behov for at bevise overfor mig selv, at jeg også kunne gøre det andre steder end i Danmark. Og overfor mine medarbejdere, at vi kunne stå sammen derude og være fælles om en opgave, også selvom det var farligt på den anden side af muren.”

Forsvare sig mod familien
En af de ting, Lene ikke havde trænet på, var, hvordan familien ville reagere på hendes udsendelse. Og det viser sig at være noget af det sværeste ved udsendelsen.

”Den største overraskelse har været, hvordan man kombinerer de evner, man har, med familiens behov. Hvordan kan man forsvare sig overfor sin familie? For de er jo bekymrede og siger blandt andet: ”Der er jo en risiko for, at du kan dø. Og hvad så med os? Vi vil jo bare gerne have dig hel tilbage. Og er det den samme Lene, der kommer hjem, som tog afsted?” Alle spørgsmål, som jeg synes, er rigtig relevante,” forklarer Lene.

Lene erkender, at det er et behov, hun har om at gøre en forskel og prøve sig af, hvilket også får hende til at tage afsted i 2012. ”Hvad er det, jeg skal bevise? Ja, det er super egoistisk. Og jeg tror min mor fandt fred med, at det gør hendes datter glad. Det har så en pris, og det snakker vi selvfølgelig om og det er noget, som alle familier snakker om. Det vigtigste for min mor er, at jeg er glad,” slutter Lene.