fbpx

Bomber over Afghanistan

Under missionen i Afghanistan kastede de danske piloter flere gange bomber mod fjendtlige styrker og hulekomplekser for at tilintetgøre de mål, som de blev indsat mod. På én af missionerne er det ved at gå galt.

Del fortællingen med dit netværk

Tekst af Ann-Christina Salquist

Thomas er pilot og nok mest kendt som MET, der er hans flyvernavn. MET har fløjet siden 1993, hvor han for første gang kunne sætte sig i cockpittet i en F-16.

Han er en af de danske F-16 piloter med flest flyvetimer bag sig og har deltaget i fire krige – han har kastet bomber i Afghanistan, i Libyen og Irak. Han har smidt bomber og ved, at han har slået mennesker ihjel. Fordi det er hans job. Fordi han har udført de opgaver, som den danske stat har bedt ham og hans kollegaer om at udføre.  

Selvom Thomas flere gange har brudt lydmuren, kastede bomber på Balkan, var det først, da han skulle afsted til Afghanistan, at jobbet var andet end en drengeleg, og at det gik op for ham, at det kunne være farligt.

Til ugebladet Alt for Damerne afslører han i en artikel; 

”Det var i 2002, hvor vi skulle i krig i Afghanistan som reaktion på 9/11. Inden vi skulle på vingerne, fik vi en efterretningsbriefing af en amerikansk seniorsergent. Han sluttede af med at sige: “I skal bare vide, at hvis I kommer ned på jorden og bliver taget til fange af Taleban, så bliver I slået ihjel.” What? Det er sgu da ikke fair, tænkte jeg, og det var faktisk en stor stressfaktor for mig de næste dage, hvor jeg sov meget dårligt. Jeg blev klar over, at den “støj” kunne jeg ikke have, hvis jeg skulle kunne performe max, så jeg fik den brillante idé at fylde lommerne i min vest med en masse ekstra magasiner til min pistol. De andre grinede af mig, men jeg tænkte: Står jeg på jorden dernede, og kommer der en med sandaler og en AK-47 Kalashnikov, så skyder jeg ham. Jeg vidste, jeg var pissedårlig til at skyde, og at jeg måske aldrig ville gøre det, men det gav mig alligevel en eller anden form for tryghed.

I fortællingen er vi med Thomas på en af de første missioner i Afghanistan, hvor Danmark allerede tilbage i 2002 stillede med et dansk F-16 bidrag til Operation Enduring Freedom. De danske F-16 inkl personel var udstationeret på den amerikansk-ledede flybase, der ligger i forlængelse af den civile Manas Lufthavn ved hovedstaden Bishkek i det nordlige Kirgisistan. Så når landingshjulene havde ramt jorden, var der fred og ingen fare.

Under missionen i Afghanistan kastede de danske fly flere gange bomber mod fjendtlige styrker og hulekomplekser for at tilintetgøre de mål, som de indsættes imod. Og på en af missionerne er det ved at gå galt.

Ikke for Thomas, men over radioen lyder meldingen ”abort, abort, abort”, men Thomas har allerede trykket på knappen og bomben er på vej mod jorden.

Og selvom Thomas slår ihjel pr. distance, så påvirker det ham. Han er dog lykkelig for, at han ikke kan høre råb eller opleve lugte, og han har stor respekt for folkene på jorden.

MET har skrevet flere bøger, og står blandt andet bag bøgerne “F16 – oplevelser på danske vinger” (2011), “Hercules – oplevelser på danske vinger” (2015), “Merlin – oplevelser på danske vinger” (2017) samt selvbiografien “Kysser Himlen” (2017). 

Flere fortællinger fra Flyvevåbnet

Hør de udsendtes fortællinger

Den 5. september 2018 lancerede Udsendt Af Danmark den første af en lang række af personlige fortællinger fortalt af de udsendte selv. 

Du kan høre dem fortælle deres egen historie om det at være sendt ud til verdens brændpunkter – og komme med ind bag facaden hos Danmarks mange udsendte. 

Modtag fortællingerne på email

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk