fbpx

Militær improvisation i Balkan-vinter 

IFOR-STYRKENS ANKOMST: Hverdagen gik ikke altid stille af mellem de danske chefer, da Den nordisk-polske Brigade som del af en styrke med ca. 60.000 NATO-soldater rykkede ind i det krigshærgede Bosnien-Hercegovina. Det er i disse uger præcis 27 år siden. Implementation Force var den første FN-styrke, der drog ud med et mandat til at sætte en fredstraktat igennem – om nødvendigt med magt

Del fortællingen med dit netværk

Af journalist og historiker Niels Birger Danielsen

Klokken 23 søndag den 21. januar 1996 ringede satellit-telefonen på oberst Jørn Jensens kontor i en krigsskadet, hastigt istandsat tidligere fragtmandscentral i landsbyen Krasevo i Bosnien-Hercegovina.

”Goddag, min tidligere ven,” lød stemmen i den anden ende af forbindelsen.

Jensen var chef for den danske bataljon (DANBAT), der året før var blevet indsat som en del af FN’s fredsbevarende styrke (UNPROFOR). Nu var den – efter at have været trukket hjem en periode –  blevet genudsendt med den NATO-ledede FN-styrke Implementation Force. (IFOR). Det skete i disse uger for præcis 27 år siden.
Det, IFOR havde ansvaret for at føre ud i livet, var bestemmelserne i Dayton-fredstraktaten, der fem uger før – den 14. december 1995 – var blevet underskrevet i Paris mellem den bosnisk-serbiske delrepublik Srpska og føderationen mellem bosniske muslimer (bosniakker) og bosniske kroater. Det var første gang siden Koreakrigen, at en FN-styrke var blevet udsendt med et  ’hårdtslående mandat’. Og allerførste gang, det var sket for at gennemtvinge en fredsordning.

Manden, der ringede op i den sene aftentime, var brigadegeneral Finn Særmark-Thomsen, der var Jensens umiddelbart foresatte. DANBAT var nemlig et led i en meget større organisation. Særmark-Thomsen var chef for Den nordisk-polske Brigade, og brigaden var underlagt en amerikanskledet multinational division under generalmajor William Nash, der fungerede under betegnelsen Task Force Eagle. Den havde hovedkvarter i Tuzla, den regionale centralby i det nordøstlige Bosnien..

IFOR-styrken bestod af ca. 60.000 NATO-soldater samt troppebidrag fra 14 lande uden for NATO – herunder Sverige, Finland, Polen og Rusland. Det danske kontingent var på godt 800 mand: Jørn Jensens bataljon samt et hovedkvarterskompagni ved brigadestaben.

En undrende Jørn Jensen spurgte i samtalen med Særmark-Thomsen, hvad det var, der havde afsluttet deres venskab.

”Svaret var, at da han ikke havde hørt fra bataljonen i 48 timer, troede han, at vi alle var døde. Han manglede rapportering,” skrev oberst Jensen i sin dagbog og gav i de følgende linjer et malende billede af de praktiske vanskeligheder, der meldte sig unter vinterforhold i det krigshærgede land.

”Jeg forklarede, at vi ikke har de nødvendige signalforbindelser, hvilket er brigadens problem – brigaden skal levere disse forbindelser. Og at de forbindelsesofficerer, jeg i går havde sendt af sted i bil med rapporterne var kørt fast i snevejret (…). Mine folk havde måttet sove derude i sneen. Staben knokler faktisk alle i døgndrift for at løse opgaverne. (…) Min signalofficer kommer netop ind og fortæller, at han nu har afsluttet trækning af 5 km kabel til den kroatiske telefoncentral, og at vi er tilsluttet det offentlige telefonnet.”

Dette er ikke blot indledningen til fortællingen om det danske forsvars bidrag i en fase, hvor det grundlag blev skabt, som staten Bosnien-Hercegovina eksisterer på den dag i dag. Det er også et af de sjældne tilfælde, hvor to højtstående officerer i det danske forsvar efterfølgende har luftet deres skærmydsler i fuld offentlighed.

400 kampfly afgjorde krigen

Efter tre års borgerkrig var den afgørende vending sket i sommeren 1995. NATO iværksatte en luftoffensiv mod de bosniske serbere under kodenavnet Deliberate Force. Ca. 400 kampfly fra 15 lande deltog og kastede over 1000 bomber mod bosnisk-serbiske mål i perioden 30. august-20. september. Man havde taget skridtet på grund af serbiske massakrer på bosniske muslimer i bl.a. Srebrenica i juli og terroristisk beskydning af civilbefolkningen i Sarajevo.

Den nye udvikling førte til, at DANBAT’s hovedstyrke blev trukket ud af Bosnien-Hercegovina. Tre af bataljonens soldater var blevet dræbt.

Der blev indgået våbenhvile den 12. oktober, og fra det tidspunkt var det klart, at der ville blive behov for en ny FN-styrke med et robust mandat – ikke en fredsbevarende, men en fredsskabende styrke.

Med den politik, regeringen med forsvarsminister Hans Hækkerup (S) som den drivende kraft var slået ind på, var det en selvfølge at Danmark skulle deltage. Selv om de voldsomme begivenheder havde slidt på den hidtidige styrke, valgte man at sende den tilbage som første IFOR-hold, fordi dens erfaring var vigtig. Den bataljon, man var i gang med at forberede med henblik på afløsning, kunne ikke nå at blive færdiguddannet.


På besøg hos den amerikanske chef 


I midten af november 1995 blev Finn Særmark-Thomsen, der var chef for Den danske Internationale Brigade (DIB), ringet op af generalmajor O.L. Kandborg, der var chef for Hærens Operative Kommando (HOK). Særmark-Thomsen fik at vide, at han skulle være chef for en nordisk-polsk brigade i den kommende fredsskabende styrke.
     Den 55-årige DIB-chef var et indlysende valg, fordi han to år før havde været frontfigur i den måske største succes nogensinde for FN’s fredsbevarende styrker. Han havde 1993-94 været chef for styrken i Makedonien i et år, og det var lykkedes at hindre udbruddet af en borgerkrig i en kritisk fase, hvor befolkningsgrupperne var under påvirkning af borgerkrigen i det nu opløste Jugoslavien.
    ”Jeg var mere spændt på opgaven, end da jeg skulle til Makedonien. Nu var risikoen for at komme i kamp større,” skriver Finn Særmark-Thomsen i sin erindringsbog Troldmandens lærling.

For at forberede sig aflagde han et besøg i Tyskland for at møde sin kommende chef, William Nash, hvis division var stationeret i Tyskland.
    ”Det blev starten på et godt samarbejde. I modsætning til andre amerikanske generaler, jeg havde mødt, havde han evnen til at lytte. Temperament manglede han ikke, og den amerikanske generalsattitude svigtede han ikke. Høj cigarføring og en rigtig machofremtoning. (…) Alle de amerikanske soldater inklusive hans chefer var hunderædde for ham (…). Det var lidt anstrengende, men vi andre ikke amerikanske chefer blev behandlet pænt.”

Ifølge danskeren var Nash absolut antiserbisk.
    ”De var efter hans mening ’the bad guys’, men heldigvis ændrede han langsomt holdning, da det gik op for ham, at såvel bosniakkerne (muslimerne) som kroaterne (…) havde begået næsten lige så mange grusomheder som serberne.”


Forberedelser under tidspres

Den danske internationale Brigades stabskompagni blev samlet udpeget til at være grundstammen i Den nordisk-polske Brigades stabskompagni. Det betød, at DIB-staben ikke som planlagt havde tid til at afvikle en feltøvelse for DANBAT, så oberst Jørn Jensen måtte selv stå for den.
    ”Jeg accepterede naturligvis dette (…) Mit indtryk var, at vi havde nået meget allerede (…).  Specielt var mandskabet imponeret over indsatsen af fly,” skrev han bogen I krydsild, der er baseret på hans dagbog.

Den 1. december deltog han i et møde hos HOK i Karup.
    ”Kompagnicheferne, bataljonsstaben og jeg var dybt bekymrede for, om det var muligt at få materiellet til bataljonen klar i tide, hvis vi skulle af sted inden for den næste måneds tid. (…) Det sidste udstyr hjemtaget fra Kroatien ankom først i disse dage, og det skulle gennem et større eftersyn og repareres (…). Vi måtte se i øjnene, at hvis vi skulle tidligt af sted på den nye opgave, måtte vi acceptere nogle mangler eller medtage udrustning, der er den næstbedste løsning til opgaverne.”


På jagt efter hovedkvarterer

Mandag den 18. december tog Finn Særmark-Thomsen og Jørn Jensen til Bosnien på rekognoscering med hver deres stabe, men med samme Hercules-transportfly.
     ”Flyet medbragte to terrængående køretøjer, vi havde lånt af Nørrejyske Artilleriregiment,” skrev oberst Jensen i sin dagbog.
    ”Vi (…) blev modtaget af personel fra NORDBAT 2 og den danske kampvognseskadron (…), der kørte os til eskadronens lejr i Lukovac ved Tuzla. (…) Den følgende dag, d. 19. december, satte vi kursen mod Zepce, hovedkvarter for et britisk FN-kompagni (…). Køreturen var lang ad elendige veje gennem områder, der var totalt ødelagte, og hvor der på lange strækninger var minefelter på begge sider af vejen.”
 
De følgende dage gik med at forsøge at finde et hovedkvarter til bataljonen, men det lykkedes ikke inden hjemrejsen at få rådigheden bekræftet over hverken den nedlagte fragtmandscentral i Krasevo eller en tidligere lejr i Sevarlije for den jugoslaviske hær, der ligeledes blev vurderet som velegnet.

Finn Særmark-Thomsen drog dagen efter ankomsten til Doboj, der lå i det serbiske område og havde ca. 30.000 indbyggere, for at finde en passende lokalitet til brigadehovedkvarteret.
    ”Byen lå centralt i brigadens ansvarsområde, hvilket jeg fandt vigtigt. Det var ikke let på grund af den ødelagte infrastruktur,” skrev Særmark-Thomsen.
    ”Efter at have set på et par tilbud valgte jeg at prioritere en serbisk, næsten tom kaserne i udkanten af Doboj. Den var bemandet med ganske få soldater, og jeg gik straks i forhandlinger med den lokale områdechef – en serbisk brigadegeneral. Umiddelbart var han indstillet på at stille kasernen til rådighed, men han skulle have tilladelse fra sine militære overordnede, som igen skulle have tilladelse fra myndighederne i Pale (de bosniske serberes daværende regeringsby, red.).”
    Heller ikke dette lykkedes det at få på plads under rekognosceringsrejsen.

Ignorerede check-point

Umiddelbart efter at Særmark-Thomsen var ankommet endeligt til Bosnien den 4. januar 1996 med sit forkommando bestående af et antal stabsofficerer, besluttede han at statuere et eksempel. Det skulle vise, at IFOR var en anden styrke end de fredsbevarende FN-styrker, der ofte var i hjælpeløse situationer på grund af karakteren af deres mandat.
    ”På en af mine første ture til Doboj kørte jeg med en svensk oberst i hans bil. Midtvejs mellem den svenske lejr og Doboj var der et muslimsk check-point, hvor man altid blev stoppet i tiden under UNPROFOR,” beretter den danske brigadechef.
    ”Jeg gav chaufføren ordre til at køre lige igennem check-pointet uden at stoppe. (…) Vi susede lige igennem, og vagterne sprang ind til siden (…). På tilbagevejen var der ingen forsøg på at stoppe os.


Danske flag i fokus

Finn Særmark-Thomsens sans for medieomtale var dengang velkendt, og den fornægtede sig heller ikke i januardagene på Balkan.
   ”Ved de amerikanske styrkers indrykning skulle de fra nord passere floden Sava, grænsefloden til Kroatien. Alle broer var ødelagte, så amerikanerne måtte bygge en pontonbro for at komme over,” skrev Særmark-Thomsen.

Generalmajor William Nash havde spurgt ham, om han ikke kunne sikre amerikanernes venstre flanke med de danske kampvogne, når de nogle dage efter danskernes ankomst krydsede floden. Særmark-Thomsen sagde ja, selvom der var det problem, at eskadronens kampvogne var hvidmalede, fordi de fortsat tilhørte den fredsbevarende UNPROFOR-styrke.
   ”Jeg insisterede på, at kampvognene skulle være kamuflagemalet, hvorefter de straks gik i gang og arbejdede hele natten. (…) Vi ville have, at enheden var på plads, før amerikanerne kom over.”  

Da Nash som den første passerede broen og så kampvognene med det danske flag, udtrykte han stor anerkendelse af indsatsen.
   ”Senere sagde han til mig, at han godt vidste, hvorfor vi havde placeret et par vogne ved broen. Det var ganske smart sagde han, for derved kom kampvognene med det danske flag ud i verdenspressen. Med et bredt grin sagde jeg, at det var en del af planen,” bekræftede danskeren.

Det gik imidlertid trægt for Særmark-Thomsen med den presserende opgave at få etableret et brigadehovedkvarter. De serbiske militære myndighedspersoner i Doboj holdt ham stadig hen, og han oprettede i første omgang kvarter sammen med sit forkommando i den nordiske FN-styrkes hovedkvarter i Tuzla.


Studehandel med serberne

Oberst Jørn Jensen ankom også den 4. januar, og inden for de følgende uger var hans bataljon i Bosnien fuldtallig. Det lykkedes at få rådighed over ejendommene i Krasevo og Sevarlije til de to lejre, der fik navnene ’Camp Valhalla’ og ’Camp Dannevirke’.

De lå på hver sin side af Bosna-floden, og der var det kæmpe problem, at den eneste bro i området var blevet bombet og derfor ikke kunne benyttes. Det betød, at selv om den indbyrdes afstand mellem lejrene i luftlinje var ca. 6 kilometer, måtte køretøjer ud på en stor omvej mellem lejrene. For tunge køretøjer tog turen 6 timer!

Tirsdag morgen d. 9. januar påbegyndte Jørn Jensen et initiativ for at klare udfordringen. De bosniske serbere bekræftede, at de kunne etablere en pontonbro.
     ”Klokken 8 kørte vi til Doboj, hvor jeg igen skulle møde oberst Bilanovic fra 9. Operative Gruppe. (…) I mødet deltog også 9. Operative Gruppes ingeniørofficer, en oberst Micic,” skrev bataljonschefen i sin dagbog.
     ”Jeg måtte indgå en studehandel med serberne  (…). De mangler diesel og benzin og påstår, at de ikke er i stand til at flytte det tunge bromateriel, og at deres minerydningskampvogn ikke kan køre en meter, uden at de får diesel af os.

Jørn Jensen lovede at levere diesel til minerydningskampvognen, der skulle køre igennem lejren i Sevarlije.
    ”(Vi kørte) ud på rekognoscering ved broen over floden Usora syd for Doboj. Broens ene fag – ca. 40 meter – hænger ned i vandet, og det vil være en stor opgave at reparere. Vi blev dog enige om, at anden fase i vort projekt skal være bygning af en militær (…) bro hen over det smadrede brofag.”

Den lokale serbiske chef fulgte danskerne rundt.
     ”Vi fandt tre steder, hvor det er muligt at placere en pontonbro (…) Problemet er sydsiden, hvor der kun et sted er en vej, vi kan tilslutte os. Det kræver en ny rekognoscering med muslimerne, som jeg efterfølgende aftalte gennemført onsdag formiddag,” skrev Jørn Jensen.
    ”Det tog et par timer og mange diskussioner at nå en foreløbig aftale. Onsdag sender jeg officerer til begge sider. De tager radiokontakt, så vi sikrer, at begge parter ikke åbner ild (…). Hvis dette går i orden, hævder serberne, at vi har en bro inden fredag klokken 16. Vi får se!”
 

Serbisk firma klar til at gå i gang

Da DANBAT-chef Jørn Jensen torsdag d. 11. januar prøvede at komme videre med pontonbroen over Bosna-floden, tog serberne igen spørgsmålet om ’betaling’ op. De sagde, at de – ud over til minerydningskampvognen – skulle bruge diesel til 25 lastvogne, der skulle levere broen.
     ”En sådan aftale har jeg ikke kompetence til at indgå, men da jeg skal have en bro, sagde jeg, at vi sikkert kan finde en løsning. Betingelserne må imidlertid forhandles med den Nordiske Brigade. De foreslog så straks at begynde arbejdet, hvilket jeg sagde ja til,” skrev Jensen i bogen I krydsild på baggrund af sine dagbogsoptegnelser.

Obersten placerede med det samme grupper til sikring af broslagningsstedet på begge sider af Bosna, og et par af hans ingeniørofficerer var på plads.
     ”På den (muslimske) side var man i gang med minerydning, og et civilt vejkonstruktionsfirma var klar til at konstruere en brorampe. Ved den serbiske side af broslagningsstedet ankom en minerydningskampvogn og ryddede tilkørselsvejen, ca. 600 m lang. Inden jeg kørte derfra ankom den første kolonne med pontonbroelementer. De nåede imidlertid ikke at læsse af. Mørket faldt på, og arbejdet måtte indstilles.”


Tilrettevisning

Klokken 21 den 11. januar – et par timer efter at broarbejdet var indstillet – kørte Jørn Jensen til møde ved Den nordisk-polske Brigade.
    ”Til min overraskelse indledte Særmark mødet med at sige: ’Da chef DANBAT nu har trampet i klaveret med sit broprojekt, må vi se, hvordan vi redder os ud af det.’ Han havde opfattelsen af, at jeg havde forpligtet mig til at levere diesel m.v. til serberne, og mente, at jeg havde startet et skråplan à la UNPROFOR,” skriver obersten.
    ”Han havde selvfølgelig delvist ret, for serberne har jo tilkendegivet, at de ikke kan levere broen uden diesel. Jeg tåler jo i almindelighed dårligt kritik, så jeg blev smadderfornærmet.”

Jensen forklarede, at alt, hvad han havde gjort, var aftalt med brigadestaben i Særmark-Thomsens fravær. Han havde bedt brigaden føre forhandlingerne, men sagde, at han p.g.a. forskellige omstændigheder havde måttet gøre det selv.
    ”Afslutningsvis sagde jeg til ham, at for min skyld kunne vi standse arbejder øjeblikkeligt, hvis han ville acceptere, at jeg ikke kan deployere en del af bataljonen til den muslimske side.” 

Særmark-Thomsen omtalte også sagen i sin erindringsbog, der udkom 12 år efter Jørn Jensens bog:
     ”Ideen var som sådan ganske god, hvis det ikke var fordi, serberne forlangte betaling i form af  en anselig mængde diesel. Bataljonschefen var indledningsvis positiv med hensyn til betalingen, hvilket jeg fandt anledning til at påtale, da det var i strid med alle bestemmelser, og arbejdet blev midlertidigt standset.”


Krisemøde

To dage senere, lørdag den 13. januar, kørte Jørn Jensen til Krasevo, hvor chefen for kampvognseskadronen afleverede beretning om patruljering i et kriseramt område. Den umiddelbart mest faretruende konflikt efter danskernes ankomst stod ikke mellem serbere og muslimer (bosniakker), men mellem muslimske og kroatiske politistyrker – dvs. de to parter, der ellers havde indgået en antiserbisk føderation.
     ”Det lægger absolut en dæmper på gemytterne, når leopardkampvognene dukker op. (…) Jeg instruerede kaptajn Kim Schmidt om situationen og opgaverne i området, der blandt andet bestod i at etablere en post i en lille muslimsk by, Tokme, og patrujere i området.”

Jørn Jensen nåede også kort at se sit nye hovedkvarter, som var klar til, at han og staben kunne rykke ind, inden han kørte til Tuzla for at aflægge beretning for Særmark-Thomsen.
    ”Efterfølgende havde vi en lang samtale om problemet med pontonbroen. Han synes, jeg har kvajet mig gevaldigt ved at lade serberne begynde broslagningen før en kontrakt var underskrevet – og det har han jo nu set i bakspejlet ret i,” erkendte obersten.
    ”Jeg sagde til ham, at jeg var enig i, at vi er endt i en yderst uheldig knibe. Jeg tror, vi skiltes med enighed om at lægge denne episode, hvor vi havde været lidt på kant med hinanden, bag os.”
 
Finn Særmark-Thomsen kommenterer det samme, men ganske kortfattet:
   ”Efter adskillige møder med bataljonschefen, som ikke altid gik lige stille af, overtog brigaden forhandlingen med serberne (…).”


Urealistiske opgaver

Dagen efter lavede Jørn Jensen i dagbogen et notat om noget, der var et lige så stort konfliktpunkt som broslagningen – nemlig forholdet til brigadestaben.
      ”Min chef for efterretningssektionen har fået en overvågnings- og indhentningsopgave fra brigaden, som vi slet ikke kan magte,” fremgik det.
     ”Hele mit forkommando er allerede indsat (de skulle have indrettet lejrene og etableret bl.a. dækningsanlæg), og hovedstyrken er her først om et par dage. Vi skal, ud over vort eget område, hvor vi har den alvorligste konflikt, også dække det polske, i alt et areal, der skønsmæssigt er større end Bornholm og med veje, hvor almindelig kørsel tager det dobbelte tid. For ikke at nævne minefaren.”


Pionér-gaden

Onsdag den 17. januar afprøvede Jørn Jensen den nyåbnede vej mellem Doboj og Krasevo på en tur til byen Tesanj.
     ”Såvel stabskompagniet som A-kompagniet havde lavet et flot arbejde. Jeg traf ingeniørerne på ruten, hvor der var ved at blive ryddet op og fjerne de sidste rester af serbernes spærringer og skyttehuller,” skrev han.
    ”De spurgte, om vi ikke skulle kalde vejen et eller andet. Så jeg døbte den ’Pioneer Street’ som en cadeau til ingeniørerne, og samtidig fordi det var den første vej, vi har åbnet. Da jeg kørte tilbage mod Doboj ved 2030 tiden, var de i fuld gang med vejafmærkning.”

På det møde, Jørn Jensen havde været til, havde brigadegeneral Finn Særmark-Thomsen sagt, at han ikke havde været tilfreds med vagten i den nye lejr i Krasevo.
    ”Hans kritik var sagligt rigtig, og jeg lovede at tage mig af det. Men det irriterede mig at skulle høre det. Kim Schmidt og hans soldater knoklede bagen ud af bukserne – så må der være noget, der smutter,” skrev obersten i sin dagbog.
    ”Jeg har ikke tænkt mig at kritisere dem, blot med et lille diskret vink tilsikre, at Kim af sig selv ordner dette.”

Og så havde han igen nogle bemærkninger om Særmark-Thomsens stab.  
    ”Brigaden er begyndt at give mig ordrer om, hvor grupper og enkeltkøretøjer skal indsættes, så jeg spekulerer da lidt på, hvorfor jeg i grunden er her,” noterede Jørn Jensen.
    ”Vi kan stadig ikke få meldinger igennem til omverdenen. Brigaden har stillet en HF-radio med fjernskriver til rådighed, men den kan ikke producere et signal kraftigt nok til, at vi kan få kryptoforsatsen til at virke – og der er ingen radioforbindelse til Hærens Operative Kommando. Så vi sidder stadig med kun én telefon, satellit, hvor samtalerne koster 70 kr. pr. minut.”


Overtog kaserne med magt

Klokken 4 om morgenen tirsdag den 23. januar blev Jørn Jensen vækket og blev tilsagt til befalingsmodtagelse kl. 07.45 ved brigaden i Tuzla. Det var ikke lykkedes Finn Særmark-Thomsen ad forhandlingens vej, at få serberne til – som de ifølge Dayton-traktaten havde pligt til – at anvise et sted til hovedkvarter for Den nordisk-Polske Brigade. Brigadegeneralen havde nu besluttet at tage den kaserne i Doboj, han havde udset sig med magt.

DANBAT skulle levere en del af styrken, bl.a. kampvogne og infanteri, og heller ikke i dette tilfælde var oberst Jensen tilfreds med brigadestabens håndtering.
     ”Hele styrken skulle føres af en officer fra brigadens stab, og operationen skulle støttes af amerikanske kamphelikoptere,” skriver han i sin dagbog.

Jørn Jensen stillede imidlertid spørgsmål, fordi han fandt befalingen mangelfuld.
     ”Jeg udtalte (for at være positiv – og fordi jeg mente det) min absolutte støtte til projektet. Derefter gjorde jeg det klart, at brigaden ikke bør give ordrer direkte til mine underlagte chefer – endsige bestemme, hvem der skal løse opgaven. Brigaden havde ydermere været så uheldig, at de havde udpeget det forkerte kompagni, så jeg kunne sende kaptajn Kim Schmidt og hans delingsfører hjem, efter at de nu havde spildt tiden fra klokken 4 til ca. 10 med en lang køretur og forberedelse. Brigaden accepterede mine forslag til en anden måde at tackle problemet på uden kommentarer.”

Finn Særmark-Thomsen havde lagt sin plan.
    ”Tanken var at sende infanteri ind på kasernen under påskud af, at vi ville kontrollere kasernestyrkens størrelse for derefter at meddele kasernekommandanten, at vi agtede at overtage kasernen, og at han skulle samle soldaterne på paradepladsen,” skrev han i erindringsbogen Troldmandens lærling.

Kampvognseskadronen skulle placeres uden for kasernen skulle sikre mod et eventuelt angreb fra andre serbiske styrker.
    ”Jeg vidste, at kommandanten ikke turde tage beslutninger uden at spørge (den serbiske brigadegeneral). Derfor arranger jeg et møde med generalen (…) lidt før operationen startede (…). Jeg sikrede mig, at han ikke havde kommunikationsmidler med i mødelokalet for at undgå, at han blev orienteret, inden operationen var gennemført.”

Selv blev Særmark-Thomsen imidlertid hele tiden orienteret om operationens forløb af en stabsofficer, og da kasernen var overtaget, fik han straks melding om det.
    ”Herefter afbrød jeg drøftelsen med generalen og meddelte ham, at jeg havde taget hans kaserne. Det tog han faktisk meget roligt,” bemærker den danske brigadechef.
    ”Da vi ankom til kasernen og steg ud af vore biler, drønede to F-16 jagerfly lige hen over os i temmelig lav højde. Han smilede anerkendende formodentlig i den tro, at det var noget, jeg havde arrangeret, hvilket ikke var tilfældet, men jeg lod ham naturligvis være i troen.”


Chefer med samarbejdsvanskeligheder

Fredag den 26. januar dukkede den svenske brigadegeneral Jan Bergström, næstkommanderende for Den nordisk-polske Brigade, op hos Jørn Jensen i Camp Valhalla.
    ”Åbenbart sendt herud af brigadegeneral Særmark-Thomsen – et klogt valg af person til at sondere stemningen. Han ville høre om, hvorledes jeg så på NORDBRIG stabs arbejde. Jeg fortalte ham med eksempler, at jeg synes, det går skidt,” skrev obersten.
    ”Han var helt enig i de anførte eksempler, og lovede at gøre noget ved det.  Jeg understregede, at jeg ved, at alle i hans stab gør deres bedste, og at det er vanskeligt at få en så broget international skare til at fungere som en helhed.”

I Finn Særmark-Thomsens erindringsbog kommenterer han kortfattet Jørn Jensens udlægning og kritikken mod staben:
    ”Akkurat som i Makedonien havde jeg desværre ikke ført dagbog, men bogen ’I krydsild’ af oberst J. Jensen har været mig en god støtte i beskrivelsen af de første hektiske dage,” tilkendegav han.
    ”Men en vis berettigelse kritiserer han brigadestabens dispositioner, men jeg er ikke helt enig i alle beskrivelser af de hændelser, hvor jeg er nævnt. På trods af, at bogen er skrevet på baggrund af en meget detaljeret dagbog, mener jeg, at min opfattelse af det skete kan være lige så troværdig som hans. For nogle hændelsers vedkommende har jeg verificeret min opfattelse hos et par af de daværende stabsofficerer, som oplevede og huskede hændelserne, som jeg gør.”

Særmark-Thomsen vurderede, at stabsarbejdet efterhånden blev bedre – ikke mindst på grund af en stor indsats fra den danske stabschef. Men der var klare samarbejdsvanskeligheder. Forholdet mellem stabschefen og den svenske næstkommanderende Jan Bergström var dårligt.
     ”Deres kemipassede slet ikke (…), og de så helt forskelligt på management og operative forhold,” skrev brigadegeneralen.
     ”På et tidspunkt var de i overværelse af andre stabsofficerer røget i totterne på hinanden i en sådan grad, at jeg blev orienteret om optrinet (…). Det var to slukørede officerer, der forlod mit kontor, men de holdt fremover deres uoverensstemmelser på et mere cviliseret niveau.”

Egentlig havde stabschefen bundet sig for et år, men da han erfarede, at Finn Særmark-Thomsen skulle hjem efter seks måneder og ville blive afløst som chef af Bergström, opsagde han aftalen og tog hjem sammen med Særmark-Thomsen.


’JJ Bridge’

De knubbede ord, der fra tid til anden var faldet, hindrede ikke, at de to danske chefer tog afsked på god sportslig vis, da Jørn Jensen midt i februar 1996 blev afløst og drog hjem til Danmark. Den pontonbro over Bosna-floden, han havde taget initiativet til, var blevet virkeliggjort.
     ”Desværre for oberst J.Jensen oplevede han ikke indvielsen af broen, da han var taget hjem, men han fik dog at vide, at jeg ville navngive den som JJ Bridge,” skrev Finn Særmark-Thomsen.

Udgivelsen af en dagbog med markant kritik af hans nærmeste militære overordnedes stab, kom ikke Jørn Jensen til skade karrieremæssigt. Efter stillinger som chef for 2. Jyske Brigade og næstkommanderende for Hærens Materialkommando (HMAK) i Hjørring sluttede ham frem mod pensioneringen fra forsvaret i 2003 med fire år som regimentschef for Jydske Dragonregiment i Holstebro.

De sidste tre år, inden Særmark-Thomsen nåede pensionsalderen i 2000, stod han i spidsen for opbygningen af den multinationale fredsbevarende FN-styrke (SHIRBRIG – UN Stand-by High Readiness Brigade), der deltog i adskillige missioner, til den blev nedlagt i 2009. I 2001 blev han regional leder i Mitrovica, Kosovo, for OSCE (Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa) og i 2004 Danmarks særlige repræsentant i Kosovo for repatrieringen af kosovoflygtninge.

I dag bor Finn Særmark-Thomsen, 82 år, og Jørn Jensen, 79, som pensionister i hhv. København og Horsens.

Del fortællingen med dit netværk

Hør de udsendtes fortællinger

Hver dag i et år udgiver Udsendt Af Danmark en ny fortælling fortalt af de udsendte selv. Hør dem fortælle deres egen historie om det at være sendt ud til verdens brændpunkter. Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.

Oplev flere fortællinger

Profil af Mads

Modtag fortællingerne på email

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk