Den største ros

”Da jeg var nået halvvejs, er der en af konstablerne, der råber: Har du glemt, hvor gammel du er?” Christian er 45, da han i 2006 tager afsted til Feyzabad i den nordlige del af Afghanistan.

TEKST: Ann-Christina Salquist

Christian forlader en stilling som direktør for en større dansk koncern, hvor han sidder mageligt i sit lune hjørnekontor og har ansvaret for 5000 mennesker.

Men da han bliver ringet op af Forsvaret og spurgt, om han kan tage af sted, er der ingen tvivl. Han siger ’ja’ på stedet, og først da han lægger røret på, kommer han i tanke om, at han har glemt at spørge, hvor han egentlig skal hen.

Han svarer ’ja’, fordi de ringer fra Forsvaret. Og som Prins Joachim siger i “Min far i krig“;  ”Når ens land kalder på én, og man er tjenestegørende, så klapper man hælene sammen, og så er den ikke længere”, og sådan har Christian det.

Udsendt resten af sine dage

Selvom Christian forlader sit lune og trygge hjørnekontor har han ingen tvivl. Han forlader venner, familie og job for at lade sig udsende af Danmark som en del af den danske styrke i Feyzabad.

”Man siger goddag til noget, man ikke rigtigt ved, hvad er, man siger ja til. Det er en pligtfølelse og ikke sådan en selvrealiseringsøvelse,” understreger Christian.

Selvom det at være udsendt ikke var en selvrealiseringsøvelse, så har Christian det som en lang række af de mange andre, der har været udsendt. ”Hvis jeg skulle leve mit liv fuldstændig på mine egne præmisser, så tror jeg, at jeg ville have været udsendt resten af mine dage”. Noget, som også Janni fortæller om i Verdens Vingesus.

Styr på stumperne
Christian lander i det nordlige Afghanistan og bliver en del af et team, der allerede kender hinanden godt. Han indgår som en del af et PRT (provincial reconstruction team), hvis opgave består i at køre på patrulje i landområderne og tale med lokalbefolkningen.

Se også Flemming fortælle om sin udsendelse til Fayzabad i “Det smukkeste hjørne“.

Teamsene er tit på farten og kan ikke altid nå retur til baserne, hvorfor de overnatter der, hvor det nu er muligt. En aften bliver situationen alvorlig for Christian og resten af teamet, da der skydes uden for bygningen, de er i. Og er man rutineret, har man styr på stumperne, men Christian tænker, at de andre er lidt for emsige. For Christian var det vigtigere at få noget mad, men den aften går det op for ham, hvorfor det er vigtigt at bruge den rigtige tid på at have styr på sine ting – også kaldet stumper.

Siden den aften, hvor Christian måtte karte rundt efter sit udstyr midt i mørket, har Christian gjort tingene en kende langsommere, end han måske egentligt har lyst til, men til gengæld får han det hele med.

”Jeg tænker tit, når jeg måske er hurtig på aftrækkeren eller lige er ved at beslutte noget
eller lige er ved at sætte gang i noget arbejde: ´Har du nu tænkt dig om? Har du brugt tiden på det?´”.

I dag er Christian tilbage i rollen som administrerende direktør, aktiv i et hav af bestyrelser og ikke mindst særlig rådgiver for Forsvarschefen, hvad angår brug af Reserven.

Han er som brigadegeneral af reserven den højst udnævnte reserveofficer i Danmark.

Del fortællingen med dit netværk
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Hør de udsendtes fortællinger

Hver dag i et år udgiver Udsendt Af Danmark en ny fortælling fortalt af de udsendte selv. Hør dem fortælle deres egen historie om det at være sendt ud til verdens brændpunkter. Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.

Oplev flere fortællinger

Modtag fortællingerne på email

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk