Den triste vilje

”Det var måske også en brat opvågning for mig at sige: ” Du kan dø af det her”.,” forklarer Caspar.

Tekst af Ann-Christina Salquist

I 2012 var Caspar udsendt til Afghanistan på Hold 13. Og inden han skulle afsted, skulle han, som alle andre, der skal udsendes, skrive sin sidste vilje. Her beskriver man alle de ting, som er en måde at hjælpe sine nærmeste pårørende, hvis det værste skulle ske. Heri fortæller man sine pårørende, hvilke ønsker og tanker man har gjort sig om sin egen død og begravelse.

For Caspar var det en brat opvågning. Som 21-årig ligger døden langt ude i fremtiden, men pludselig bliver du konfronteret med risikoen for at dø.

”Det var svært at skulle skrive de der ting, og hvad skulle der skrives i testamentet?”, fortæller Caspar. I den sidste vilje skal du tage hensyn til en lang række ting; hvem skal arve dig? Hvor vil du begraves? Hvilke ønsker har du til sange? Og meget, meget mere.

For Caspar var beslutningen om, hvor han skulle begraves én af de svære. Der var mange hensyn at tage; ”Jeg er opvokset i England og har tilknytning til Blackpool. Jeg har et familiegravsted oppe i Nordjylland, min daværende kæreste ville gerne, at jeg blev begravet deromkring, hvor hun boede. Jeg endte med at skrive, at jeg ville begraves i Dragør – det var dér, min mor boede”.

Mange skriver et brev til de efterladte, som de ligger ved den sidste vilje, og i Caspars breve skrev han undskyld for, at han to afsted, men han blev nødt til at gøre det – det tjente et større formål.

Standard-frasen

Det er svært at forholde sig til sin egen død, særligt når man er et ungt menneske. Og man selvom situationen er trist, ønsker man også at ’opmuntre’ sine efterladte ved at opfordre dem til at komme videre.

”Nu skal de se at komme videre. Nu skal de ikke være triste. Og nu skal I bare komme videre fra,

at jeg er død – dét som alle skriver”, forklarer Caspar. Selvom det er deres sorg, ønsker man at have lov til at bestemme – ”for man kan jo ikke skrive: Nu skal I være rigtig triste”.

Kom godt hjem

Caspar har et andet verdenssyn med sig hjem til Danmark. Han er blevet voksen og er blevet politisk engageret i en grad, så han i dag er folketingskandidat for De Konservative.

Og hans politik er ikke kun centreret om forsvarssagen, selv om han er meget synlig her. ”Noget, der stadig præger mig i dag, er hvis folk brokker sig over et eller andet latterligt. Hvis folk brokker sig over, at køen er for lang i Netto. Det kan virkelig irritere mig. Der kan være rigtig meget fnidder og snak om ingenting, så vil jeg bare gerne have et resultat og noget fremdrift,” siger han.

Han er i dag opstillet til Folketinget for De Konservative. Under og tidligt efter udsendelsen er han en glødende tilhænger af indsatsen mod Taleban. Caspar mener stadig i dag, at vi skal have et forbedret Forsvar ved at anvende 2% af vores nationale budget på Forsvaret, som medlemsskabet af NATO foreskriver, og så skal vi passe bedre på vores veteraner.

Svagt demokrati

Der er til gengæld ikke så meget at smile af, når man taler om effekten af indsatsen i Afghanistan og Irak. Caspar mener, at vi fejlede, og da han begynder at tale om det offentligt, tager hans politiske karriere fart.

”Jeg kunne ikke holde min kæft mere. Jeg var træt af at høre det sædvanlige palaver om, at vi havde gjort det så godt i Afghanistan,” fortæller Caspar, der ser mere realistisk på tingene, som udsendelsen kommer på afstand. ”Tiden betyder, at man går og tænker lidt. Og man ser på resultaterne og kan konstatere, at det ikke har virket. Vi kom ind med nogle tanker om, at alle mennesker vil have demokrati. Det gjorde vi jo i øvrigt også i Irak. Men det vil folk bare ikke. Vores måde at leve på, fungerer for os. Men den fungerer ikke nødvendigvis for afghanerne.”

Stærke veteraner

De manglende politiske og demokratiske resultater betyder dog ikke, at alt er spildt. ”Da vi var dernede, gjorde vi noget godt. Vi skulle træne en afghansk enhed i at gå patruljer. Til at starte med ville de nærmest kun gå lige uden for basen og så tilbage igen. Så turde de ikke mere. Til sidst kunne de gå selvstændige patruljer og tale med civilbefolkningen. Så der så vi en udvikling.”

Og på det personlige plan får den enkelte udsendte også meget ud af det. ”Jeg håber, at danskerne får øjnene op for, at vi veteraner er en kæmpe gruppe mennesker, der hverken har mistet et ben eller har ar på sjælen, men som er kommet styrket hjem fra det,” slutter Caspar.

Og selvom det er intenst, og det ikke nødvendigvis er hverken sjovt eller rart, så har det en effekt på de, der træner og er udsendt sammen. Og som Caspar siger; ”Når man kommer ud i den anden ende, så er man rent faktisk stolt af sig selv”.

Altså man har fået en sejr.

Se de andre af Caspars fortællinger

”Veteranpolitiker”, ”Vender aldrig hjem” og ”Disciplinens underværker”.  

Del fortællingen med dit netværk
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Hør de udsendtes fortællinger

Hver dag i et år udgiver Udsendt Af Danmark en ny fortælling fortalt af de udsendte selv. Hør dem fortælle deres egen historie om det at være sendt ud til verdens brændpunkter. Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.

Oplev flere fortællinger

Modtag fortællingerne på email

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk