Tekst af Ann-Christina Salquist

Det er tilbage i 2010, at Gijs med 14 dages varsel får at vide, at han skal med til Afghanistan på hold 9. De skal ned og afløse det meget hårdt prøvet hold 8, der havde mistet fem personer og et stort antal såret. Gijs skal ned og være delingens radiomand.

Da de kommer til Armadillo bliver de taget rigtig godt i mod af hold 8. ”De var trætte. de ville gerne hjem,” forklarer Gijs.

Og efter en kort periode med overdragelse af ansvarsområder og opgaver fra det ene hold til det andet, bliver det Gijs og resten af holdet, der står for skud – mildest talt.

Allerede på den anden patrulje går det galt.

Natten til den den 13. februar 2010 sover Gijs dårligt. ”Der er bare et eller andet der ikke… og afghanerne skyder lidt ind over lejren i løbet af natten,” fortæller Gijs. Om morgenen inden de skal på patrulje, hiver han fat i deres delingsfører, Jonas Peter Pløger, for at fortælle om den dårlige mavefornemmelse.

Jonas siger, som den gode fyr, han var, at så skulle han nok tage radioen. Men det vil Gijs alligevel ikke være med til. ”Ej, det er alligevel 12,5 kilo ekstra. Og det var meget.” 

Gijs og resten af delingen går klar til at tage på patrulje. Og de, der har lyst, bliver velsignet af præsten. Noget, som også feltpræsten John fortæller om sin historie; Med Gud på patrulje”.

De går ud ad porten, og Gijs glemmer alt om at være nervøs. De kommer ned i Green Zone og så begynder Gijs at lægge mærke til, at folk agerer mærkeligt.

Taleban har været på besøg

Patruljen kommer i snak med de lokale, der kan fortælle, at Taleban har været på besøg om natten. Det får Gijs til at kalde ind over radioen for at høre, om der sker noget på linjen. I missionsområdet sker der aflytning af radionettet – NATO-styrkerne aflytter Taleban – og Taleban aflytter (desværre) også NATO-styrkerne.

Kort efter kalder TOCCEN (Tactical Operation Center) tilbage.

Der siger; ”Når I rammer brønden, så vil de skyde på jer. Og Gijs tænker, brønden? Gijs kan ikke finde brønden på kortet og beder lejren om at sende ”flyet” i luften, så de kan få nogen luftfotos af området og se, om de kan finde brønden fra luften. Efter lidt tid kommer der en melding med et koordinat, og da Gijs får lagt den ind på kortet, viser de sig, at de er lige ved siden af.

Og på et splitsekund står himmel og jord i bevægelse. Og det sidste Gijs kan høre er, at Jonas kalder ”For kort, for kort”.

Turen hjem

Gijs får fortalt, at han selv er gået hjem til lejren. Han husker ikke så meget. Og umiddelbart føler han, at han er okay, men i løbet af natten bliver det hele blot værre. Nogen af drengene siger, at de troede, at de skulle ud og samle to lig op – så tæt faldt morterne.

Der går ikke lang tid, før Gijs skal helt hjem. Han spiser ikke, han drikker ikke, han bliver indlagt på infirmeriet, da han skal have væske. Og han bliver fløjet ind til Bastian og videre hjem til Danmark. Hjemme bliver det hurtigt konstateret, at det ikke kun er trommehinden, der er sprunget. Det er en såkaldt blast-skade – noget, der mest minder om en vedvarende hjerneskade – og dette kombineret med PTSD, kommer GIjs ikke tilbage. Han bliver sygemeldt og er i dag på førtidspension med 85% erhvervsevnetab. 

Tak til Jonas – post mortem

Gijs er yderst taknemmelig overfor delingsføreren Jonas Peter Pløger. 

“Han var delingens far, og han reddede mit liv. Jeg kunne desværre ikke redde hans. Den måde, jeg kan sige tak på, er, at min søn skal opkaldes efter ham,” afslutter Gijs.