Af journalist Peter Skautrup

Hvis der er noget ubådssejlere ikke lider af, må det være klaustrofobi – angsten for det lukkede rum.  

Tendens til søsyge er nok heller ikke fremherskende. Og social fobi må være helt udelukket. 

 I ubåden Sælen er der ufatteligt trangt, og når den lå lige under vandoverfladen og udspionerede trafikken gennem Hormuzstrædet, var påvirkningen fra bølger og dønninger tydelig. Kun, når den dykker dybere ned, ligger en ubåd roligt. 

Med fuld besætning ombord lever man tæt, meget tæt. Kaptajnen har sin egen køje bag et forhæng, resten af køjerne deles man om to og to. Så når man skal sove, overtager man en dejlig lun køje fra den sømand, der lige er stået op. Hot bunking hedder det på ubåd´sk.  

 ”Selvfølgelig er det trangt, det var en lille ubåd med 24-25 mand afsted, så det var også lunt – det var det.” 

Den gang kaptajnløjtnant Per Ring Henriksen var chef på den første del af det danske ubådsvåbens eneste optræden i et egentligt krigsområde, og han er en mand, det er svært at hive overdrivelser ud af. 

Hans besætning var rutineret, vant til at ligge neddykket i lang tid, forholde sig stille og tyst for at lure på al den trafik, der intet aner om ubådens tilstedeværelse. Men rutinen var opbygget i de kølige farvande i nord, nu var miljøet et helt andet. 

Året var 2003. Indsatsen mod terror efter 9-11 var i gang mange steder. Sælen havde deltaget i Operation Active Endeavor i Middelhavet, nu var den sat ind i en ny operation: Iraqi Freedom. Det afgørende slag for at vælte Iraks diktator Saddam Hussein var sat ind, det blev også kaldt Golfkrig 2, og Danmark var gået med USA og andre i koalitionen bag opgøret. 

Læs også Søren Nørbys artikel om Sælen

Derfor blev Sælen som det mest betydningsfulde danske bidrag flyttet fra Middelhavet gennem Suezkanalen, Rødehavet, rundt om den arabiske halvø, og op i Oman Bugten for at ligge ud for Iran og følge trafikken gennem Hormuzstrædet. 

Opgaven: At aflytte og registrere skibstrafik og elektronisk kommunikation og om nødvendigt sende observationerne videre til hovedkvarteret. Mest mulig tavshed var vigtig. 

 Før udstationeringen i Middelhavet var Sælen blevet udrustet med airconditioning og køling af batterierne, det var afgørende nødvendigt for at kunne operere i Middelhavets varme vand, en opgradering der også var altafgørende for at kunne operere under endnu varmere himmelstrøg, ikke mindst i den Persiske Golf. 

”Vi opererede egentlig meget lig som man ville gøre i Danmark. Forskellen er bare, at i de nordlige farvande er temperaturen en del lavere, og i golfen var vandtemperaturen 20-30 grader i hele vandsøjlen, og det betød, at man kunne ikke få båden kølet af, siger Per Ring Henriksen. 

Vel at mærke, hvis ikke man havde fået køleanlægget ombord. Nu ”holdt det faktisk til, at vi kunne operere ganske godt.” 

 Sådan var det ikke under hele den foregående operation i Middelhavet. Køleanlægget brød sammen, og indtil båden kunne få det repareret, måtte man arbejde i 45 graders varme i en lille måneds tid nede i den trange ubåd. Svamp, mug og klamme soveposer var hverdag. 

Per Ring Henriksen havde selv en tre-måneders tørn under Active Endeavour i Middelhavet, hvor opgaven var at: ”holde øje med skibe i den østlige del af området, så man havde et godt billede af hvad der reelt forgik, og så f.eks. terrorister eller våben ikke kom ind i Europa.” 

Efter et halvt år i Middelhavet tonede missionen ved Irak frem. Søværnet handlede ”på forhånd” og sendte Sælen sydover. Hvis den skulle nå frem, mens der var brug for den, var det nu, fortæller Per Ring Henriksen: 

 ”Da så Irakkrigen begyndte at nærme sig på jungletrommerne, så valgte man at lave det, der hedder en prædeployering, altså man sender enheden afsted før tid, således at man er klar når det gælder. Afsted kom vi i hvert fald, vi bevægede os jo ret langsomt så det var også vigtigt at være der til tiden.” 

Da Folketingsbeslutningen var truffet, og Sælen først havde indtaget sit operationsområde i Hormuzstrædet ud for Iran, begyndte den tre en halv uger lange patrulje, hvor ubåden aldrig brød havoverfladen med andet end snorkel og antenner. Opgaven var at lytte – uset for fly og overfladeskibe. 

”Vi lå tæt på Hormuzstrædet og skulle holde opsyn med, hvad der gik ind og ud der, for der var selvfølgelig andre nationer i området, som man meget gerne ville holde øje med, blandt andet iranerne. Om de begyndte at røre på sig, for det kunne godt have en afgørende betydning for andre dele af koalitionen dybt inde i golfen, blandt andet hangarskibe og amerikanske og engelske ubåde, så det var egentlig det vi gjorde, patruljerede i området, og meldte tilbage til koalitionen hvis der var noget af interesse,” siger Per Ring Henriksen.  

 ”Iranerne virkede, som om det var meget standard, det de gjorde, det de plejede, der var flypatruljer som altid og der var overfladeenheder. Det, man var meget interesseret i, var selvfølgelig deres ubåde, men der så vi ikke noget.” 

”Vi leverede, så koalitionen kunne fået meget bedre billede af Hormuzstrædet , men hvad der kom ud af det ,fik vi ikke så meget retur om- vi havde radiotavshed langt hen ad vejen, for det er jo ubådens lod at forblive uopdaget. 

– Var I tvunget til at være neddykket hele tiden, eller kunne I komme op på overfladen en gang imellem og gå en tur på dækket? 

”Nej, det gjorde vi ikke – i den patrulje, jeg havde dernede, som løb i 27-29 dage, der var vi neddykket hele perioden, og der er det via snorklen at vi trækker luft ned for at skifte den, og for at oplade bådens batterier” 

-Og alles nerver holdt?  

”De fleste var ret garvede, men der var også nogen nye med ombord. De fleste folk vænner sig lynhurtigt til den rytme der kommer i en sådan en ubåd, når først man er i gang.”  

”Det er sådan, at går man ned i en ubåd ved kaj, så kan man hurtigt mærke, om det er noget for en eller det ikke er.” 

”I mine 12 år i ubådseskadren, har jeg kun en gang oplevet én, som ikke var glad for at sejle, som vi så fandt et andet sted til. Vi lyttede meget til, hvad folk sagde, og langt de fleste var jo også frivillige, så havde man et godt incitament til også at ville det. Den gang var der jo også lidt personalemangel, så der kunne mangle en kok til en længere tur eller måske en maskingast – men alle var professionelle.”  

”Man går i det der hedder to-tørn, dvs. du er seks timer på og du er seks timer af. Og der finder man hurtigt rytmen – det som mest påvirkede folk, det var, når der kom lidt beskeder ude fra verden om, hvad der foregik.” 

 Der var dog også noget at være på vagt over for. Når de lå i havn i Bahrain, var Per Ring Henriksen nervøs for terrorangreb på besætningsmedlemmer, og blandt mandskabet skabte det bekymring, når der kom meldinger om drivende hornminer, som iranerne skulle have sluppet løs. 

”Det krævede lidt at få folk til at forstå, at det kunne vi egentlig godt undgå, hvis det skulle være. Vi holdt konstant udkig. Så det var OK. ” 

– Men det må kræve en særlig psyke at sejle i ubåd? 

”Det kræver det da helt sikkert, det skal jeg være den sidste til at sige, at det ikke gør, men vi mennesker er fantastiske skabninger, vi kan vænne os til rigtig mange ting, og så længe, det, man laver, giver mening, og tingene kører som de skal, så er folk er rimeligt med på den. 

 – Fester man så igennem, når man får landlov? 

”Ikke mere vildt end så mange andre, når man får friheden, går det måske løs, men det var praktisk taget umuligt i Bahrain, som var vores hjemmebase mens vi var i Golfen, og det sjove er egentlig, man har siddet tæt sammen i en ubåd i tre uger, og noget af det første der skete, når man kom op på, hvor man skulle sove på hotellet eller en forlægning eller hvor det nu var, så mødtes man alle på et eller to værelser og så fik man en ankomstbajer, hvis det var muligt, krydret med de sædvanlige røverhistorier, som vi kaldte det der – det var helt klart man har svært ved at slippe hinanden. Men efter en dag, så tog de fleste også tid til at prøve at være sig selv. Men det viser, at kammeratskabet, den korpsånd der var, den var sammentømret. Nok også det der gør, at det gik så godt.” 

 I dag er Forsvaret præget af personalemangel, det var der også i ubådenes tid, men ikke så grelt, siger Per Ring Henriksen. 

”Det var helt sikkert populært, det var sjældent et problem at finde frivillige, for det var jo et interessant sted at komme hen, fordi det var en specialtjeneste, og man kunne gøre karriere i relativt mange år i ubådene, hvis man faldt til og havde de kompetencer, der skulle til.” 

Politisk var der hovedsageligt begejstring både før og efter missionen. Præsident Bush roste Sælen og dens mandskab i en tale, og en dansk admiral var i CNNs projektørlys sammen med ledelsen af koalitionen.  

Så det var et chok for mange, da man med forsvarsforliget i 2004 afskaffede ubådene. Sælen og dens søstre var bygget i 60’erne, og håbet var, at et fællesnordisk projekt med nye ubåde kaldet Viking ville få medvind, men i det afgørende spil mellem værnene og i værnene internt blev ubådene slagtet. 

”Det hang slet ikke sammen,” siger Per Ring Henriksen. 

”Vi var afsted, og oven på blev der politisk sagt, at det er det eneste rigtige at sende, så derfor var det meget svært for dem, der sejlede ubåde den gang, at forstå, at det ikke skulle fortsætte med nye ubåde, og at man ville nedlægge et værn, der havde været der i godt og vel 90 år. Men det var en politisk situation med giv-og-tag, og der var mange ønsker i Søværnet og Forsvaret til større enheder, der kunne komme ud i verden, og der kom ubådene nok desværre ud på sidesporet. Det er sådan med kapaciteter, der ikke er så store, at de også er nemme at cutte væk” 

Nu er der politikere, der taler om at genindføre ubåde, er det realistisk? 

”Ja, jeg synes jo det er rigtig ærgerligt, vi ikke har haft ubåde de sidste 15-20 år, der er sket rigtig meget vedrørende ubådskrigsførelse Vi ligger i et smørhul her ved Østersøens ind- og udgang til Nordsøen og videre ud i verden og ikke mindst Arktis, og ubåde kunne sagtens have gjort sig gældende de sidste mange år og havde været en vigtig og rigtig del af et balanceret forsvar af Danmark. Og set i lyset af de nye tider er det da relevant at kigge på genindførelsen af et ubådsvåben. Det er en relativt stor udgift, men når man først har den, er den billig i drift forhold til mange andre enheder.” 

Er ekspertisen stadig til stede i Søværnet? 

” Vi plejer at sige, I kan bare ringe, så stiller vi en besætning i eftermiddag, og det er rigtigt, vi kan sagtens samle besætninger, det er bare spørgsmålet om vi har kompetencerne, men ånden og lysten er der, der er rigtig mange, der gerne vil bidrage til det. Vi kan ikke gå direkte ned og sejle i bådene, det kommer til at tage lidt tid, men vi har nogen, som har erfaring fra tidligere, så vi kan få startet ordentligt op – grundlaget og ånden er stadig til stede.” 

Per Ring Henriksen er i dag orlogskaptajn og chef for Nationalt Maritimt Operationscenter i Søværnskommandoen.