Khakitøj og bomber

”40 smøger om dagen. Dårlige måltider. Elendige feltsenge. Hullede myggenet. Alt for meget sol. Bøvl,” fortæller Bo om sine mange år som udsendt.

Tekst af Axel Boisen

”Man bliver blasert. På et eller andet tidspunkt holder man op med at tage billeder og skrive dagbog og skrive breve hjem. For så er det virkeligheden,” fortæller Bo. Fra 1994 og tyve år frem har han rejst rundt i verden til krig og kriser og har set det meste på sin vej.

Knalder for lidt

”Jeg startede i Bosnien i to år. Kom hjem og var rodløs. Tænkte, det knalder for lidt det her. Afsted til Cambodja for Udenrigsministeriet, hvor Khmer Rouge stadig var aktive. Ryger videre til Angola,” forklarer Bo om, hvordan hans nomadetilværelse bliver normalen for ham.

På mange måder er Bo personificeringen på den aktivistiske danske udenrigspolitik, som slår igennem fra 1992. Bo er konvojleder, minerydder og chef for indsatsen lokalt og senere som direktør for Danish Demining Group i Danmark. Han har været et utal af steder, hvor den danske regering direkte eller i samarbejde med andre har skabt sikkerhed for befolkninger, der er ukendte for de fleste danskere: Angola, Eritrea, Ingushetien, Tjetjenien, Laos, Sudan, Sri Lanka, Burundi, Ukraine, Myanmar og Nepal er ikke de lande, vi kender mest til herhjemme, men det har været Bos arbejdsplads.

Hvis du vil høre mere om specielle udsendelser, så se filmene ”Kalasnikov i kæften” eller ”For dansk!

Dansk Indiana Jones

Bo er født i 1960 og længe lever han et liv som Indiana Jones, hvor den almindelige danske tilværelses ulidelige lethed er skiftet ud med helt andre udfordringer.

”Det er jo 40 smøger om dagen. Dårlige måltider. Elendige feltsenge rundt omkring. Hullede myggenet. Alt for meget sol. Bøvl. En ungkarletilværelse, hvor man kun er fokuseret på sig selv. På at tage ørkenstøvler på, det khaki tøj og sprænge ting i luften,” siger Bo. Men på et tidspunkt kommer en kvinde i vejen for denne ultimative drengerøvsdrøm. Gennem nogle år møder han den samme kvinde på forskellige missioner.

”I 2005 mødte jeg min hustru første gang i Bosnien, hun arbejdede som forfatter for Dansk Flygtningehjælp.”

Et opkald hjemmefra

”Hun ringede faktisk til mig i Burundi på en skrattende satellitforbindelse, hvor jeg havde to kamphelikoptere over hovedet. Hun sagde: ”Der er to ting, jeg skal fortælle dig. Den ene er, at jeg har købt hus og to, du skal være far. ”Nå,” sagde jeg, ”Fedt! Skat, jeg kommer sgu hjem.” Og så forlod jeg Burundi og tog hjem. Blev projektchef for rydningen af det sidste minefelt på Skallingen,” fortæller Bo om den epokegørende samtale, hvor Bo definitivt vender hjem – næsten. ”Jeg var simpelthen udsendt til Esbjerg og kunne få lov til at ryge andre steder end under emhætten. Og vi ryddede det sidste tyske minefelt fra 2. verdenskrig, en fuldstændig fantastisk opgave.”

Beslutningen om at stoppe med at blive udsendt er nem for Bo, der på dette tidspunkt står midt i livet. ”Man kan jo ikke både være ude hele sit liv og arbejde, de steder jeg har arbejdet, med det jeg har arbejdet, og så være familiefar. Det, tror jeg, er en sikker vej til en skilsmisse.”

Del fortællingen med dit netværk
Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin

Hør de udsendtes fortællinger

Hver dag i et år udgiver Udsendt Af Danmark en ny fortælling fortalt af de udsendte selv. Hør dem fortælle deres egen historie om det at være sendt ud til verdens brændpunkter. Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.

Oplev flere fortællinger

Modtag fortællingerne på email

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk