Serberne løj, kroaterne dræbte

”Det hed jo Kroatien, så det var kun et spørgsmål om tid, hvornår serberne ville være ude, og indtil da, generede de os mest muligt,” forklarer Carsten.

Tekst af Axel Boisen

”Serberne behandlede os dårligt. Det var ren chikane. Og man havde egentlig lyst til at skyde dem,” fortæller Carsten, der i 1995 er kompagnichef for 125 mand.

”Man ville gerne sige til dem: “Jeg synes, du er et dårligt menneske, fordi du lyver over for mig.” Men man kunne ikke gøre noget. Jeg kunne kun tale med dem og sige, at det er forkert, det I gør. Og jeg vidste, at effekten af det var meget lille.

Carsten er udsendt i det tidligere Jugoslavien med FN-styrken UNPROFOR, som står for UN Protection Force. Danskernes opgave er at sørge for, at serbere og kroatere ikke kommer op og slås, og den opgave bliver helt håbløs i starten af 1995.

”Bagefter har jeg tænkt, hvad var det for et game, man var med i. Man vidste, hvordan det ville ende. Amerikanerne og tyskerne hjalp kroaterne med at genopbygge, og serbernes sag var dårlig. Det hed jo Kroatien, så det var kun et spørgsmål om tid, hvornår serberne ville være ude, og indtil da, generede de os mest muligt,” forklarer Carsten.

Som befalingsmand er det hans opgave at have kontakten til de to fjenders ledere. Og for begge parter var danskerne i vejen for, at de kunne slås, som du kan se mere om i filmene ”You will all soon die”, ”FN strikes back”, ”Fart, forandring og spænding” og ”Held i blodigt uheld”.

”Jeg tænkte, at vi skulle prøve at komme ud af det med skindet på næsen og med vores selvrespekt i behold, fortsætter Carsten. ”Man opbyggede en frustration over ikke at kunne sætte magt bagved. Så kunne man løbe en tur og smække med døren på politistationen. Jeg håbede simpelthen, at glasset ville gå i stykker en dag.”

Bare de taber…!
Carsten er stadig påvirket af sine oplevelser som udsendt for verdenssamfundet. Men når han husker tilbage, er det ikke den personlige chikane fra serberne, som betyder mest i dag.

”Jeg håber altid, at Kroatien taber, når de spiller et eller andet. Serberne tænker jeg ikke så meget på. Det er kun med kroaterne. Dem bryder jeg mig ikke om. Det var dem, der slog en af mine folk ihjel.”

Man kan synes, at der er en mærkelig eller smålig reaktion, men den ses hos flere udsendte. Se også filmen ”Krig, fodbold og storpolitik”, hvor chefen for Livgarden Søren, netop taler om det samme.

Del fortællingen med dit netværk
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Hør de udsendtes fortællinger

Hver dag i et år udgiver Udsendt Af Danmark en ny fortælling fortalt af de udsendte selv. Hør dem fortælle deres egen historie om det at være sendt ud til verdens brændpunkter. Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.

Oplev flere fortællinger

Modtag fortællingerne på email

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk