Krigsfange på Cypern

”Vi unge troede jo, at vi var usårlige. Vi kunne klare alt,” fortæller Per, der er udsendt lige efter den tyrkiske invasion af Cypern.

Tekst af Axel Boisen

”Vi unge troede jo, at vi var usårlige. Vi kunne klare alt. Den blå baret kan man sgu godt skyde igennem, men det turde de jo ikke gøre,” fortæller Per, der er FN-udsendt til Cypern i to år i midten af 70’erne.

FN er på Cypern fra 1963, hvor de to befolkningsgrupper – de tyrkiske og de græske – har været i blodige kampe og delt øen mellem sig. I 10 år herefter er der nogenlunde stille. FN bliver på øen, og for mange danske soldater bliver en Cypern-udsendelse kendt som en badeferie. I 1974 væltes præsidenten af græsk-cypriotiske tropper, der er støttet af Grækenland. Det får Tyrkiet til at invadere Cypern og tilkæmpe sig magten med hårde kampe, der også koster danske soldaters liv.

”Jeg var så heldig at komme ned otte måneder efter den tyrkiske invasion. Og når jeg nu siger heldig, så var det fordi, at det ikke var sjovt at være der under invasionen,” beretter Per, der får et grundigt indblik i FN’s arbejde. ”Jeg fik lejlighed til at være der med kollegaer, der havde været der under invasionen. Så da jeg havde besluttet mig for at blive der i to år, så kendte jeg faktisk både tiden før, under og efter invasionen.”

Krigsfange
FN har til opgave at patruljere på øen, men i starten efter invasionen er tyrkerne meget lidt samarbejdsvillige og ville ikke have folk til at køre frit rundt. Og det er en rød klud i ansigtet på de danske drenge med blå baretter.

”Tyrkerne truede simpelthen med, at alt, hvad der kørte ud af lejren, ville man skyde. Det skulle vi så lige teste. Så vi valgte at køre ud og provokere dem, fordi vi havde baretten på hovedet og retten på vores side. Vi havde jo verdenssamfundets opbakning,” fortæller Per. Men spøgen bliver pludselig til alvor – og så ikke helt alvorlig alligevel. For da tyrkerne tilbageholder dem, har de danske FN-soldater en spidsfindig udvej, der igen handler om det internationale samfund.

”Vi kom til at hænge i nogle checkpoints. Jeg sagde: ”Så vender vi om”. Men nu var vi kommet så langt ud, at tyrkerne ikke ville lade os komme ind i området igen. Så erklærede vi os som krigsfanger, hvilket tyrkerne ikke var helt enige med os i. Men så sagde Geneve-konventionen, at vi skulle behandles pænt. Og i løbet af fire timer var vi frie igen, fordi FN i New York havde reageret og protesteret overfor den tyrkiske regering,” slutter Per, der i dag er en meget aktiv formand for FN Museet i Frøslevlejren.

Del fortællingen med dit netværk
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin

Hør de udsendtes fortællinger

Hver dag i et år udgiver Udsendt Af Danmark en ny fortælling fortalt af de udsendte selv. Hør dem fortælle deres egen historie om det at være sendt ud til verdens brændpunkter. Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.

Oplev flere fortællinger

Modtag fortællingerne på email

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk