Så døden i øjnene

”På det tidspunkt er jeg ret sikker på, at nu er det slut,” fortæller Søren om et møde med den frygtede serbiske specialstyrke.

Tekst af Axel Boisen

”Jeg vidste godt, hvem det var. Det var nogle serbiske specialstyrker, som havde opereret i Bihac-lommen. De var kendt for at slå FN-soldater ihjel for et godt ord, og de var bevæbnet til tænderne med håndgranater og alt muligt andet,” fortæller Søren, der er udsendt for FN til Kroatien i 1995, som kaptajn i hæren.

Alkohol og skydevåben

En dag på vej hjem til basen bliver de stoppet af et par serbiske oprørssoldater i et checkpoint i et bjergrigt område, hvor Kroatien, Montenegro og Bosnien-Herzegovina mødes i dag. Og selv om de danske soldater er flere, så er det alligevel nervepirrende.

”Det var to mand fulde på slivovic. De virkede ikke så venlige stemte, så man vidste aldrig, om de åbnede ild. Enten bevidst eller ved en fejltagelse. Der skal jo ikke så meget til, når man har drukket noget og følelserne løber over,” forklarer Søren.

Søren nægter at føje serberne uden at vide, at der er en nærliggende serbisk lejr. Pludselig er der 50 serbere mod de fem danskere. Søren melder ind til basen, men den ligger 10 kilometer væk.

”Stemningen bliver ret ophidset og debegynder at skyde op i luften og prøver at skræmme os. Blandt andet skyder de lige forbi øret på mig,så jeg får en ringetone i øret. Og indvendigt kører alting for fuld skrue, men udvendigt beholder jeg en form for coolness.”

Den kloge overlæge

De danske soldater er godt uddannede, og Forsvaret har gennem mere end et år kunnet træne til den slags situationer, som er almindeligt kendte på dette tidspunkt. Hvis du vil se mere om denne afgørende tid for det danske forsvar, FN og NATO, så kan du eksempelvis se filmene ”Serberne løj, kroaterne dræbte”, ”Lig i floden”, ”Helvedsår” eller ”Held i blodigt uheld”.

Søren beder derfor sin folk gøre sig klar til at skyde – uden dog at have nogen chance for at komme sejrrigt ud af den situation. De er i undertal 10-1.

”Mens vi står der og diskuterer, kommer der en lastbil kørende med en maskinkanon på med fire løb. Og i den lastbil er der 10 mand med bordeauxrøde baretter.”

Baretterne sidder på hovederne af den serbiske specialstyrke, som tidligere har stået bag angreb på danske soldater. Jens Fjordbak Søndergaard mister således førligheden i benene i sommeren 1993 efter at være blevet skudt af en snigskytte oppe i det muslimsk kontrollerede område i Bosnien, den såkaldte Bihac-lomme.

”På det tidspunkt er jeg ret sikker på, at nu er det slut. Men så kommer forstærkningen – to åbne jeeps med otte-ti soldater fra vores overvågningssektion og bataljonsstabschefen,” fortæller Søren.

Det lykkes de danske FN-soldater at forlade stedet under serbisk beskydning uden at nogen bliver sårede. Hjemme igen på basen er der en læge, der tager fat i Søren, der kort forinden så døden i øjnene.

”I dag kører vi jo debriefing i missionsområderne. Det var der ikke rigtigt dengang. Men der var en klog overlæge, som bad mig sætte mig ned. Og så fik vi lige en snak, de to ambulancefolk og mig. Så han gennemførte faktisk en form for debriefing, uden at vi lige vidste det,” slutter Søren, der i dag er chef for Livgardens Vagtkompagni.

Del fortællingen med dit netværk

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk