fbpx

Udsendt Af Danmark LIVE i Fredericia

Den. 31. januar dannede Sct. Michaelis gaarden i Fredericia rammen for årets Udsendt Af Danmark LIVE. Godt 100 mennesker var dukket op for at lytte til fire veterans forskellige fortællinger og refleksioner over det at være udsendt af Danmark.
Del fortællingen med dit netværk
Tekst: Ann-Christina Salquist
 
De fire deltagere var Carsten, Frank, Jes og Kristoffer. Fire vidt forskellige veteraner, med hver deres funktion og opgave og fra fire forskellige typer af missioner.
 
Fra Carsten, der var udsendt første gang som chef i 1994 og kort efter ankomsten måtte give de danske soldater ordre til at skyde igen – og ringede hjem til psykologtjenesten for at få nogle værktøjer til sine soldater, men blev mødt med beskeden om, at psykologen var på afspadsering, så han kunne ringe igen tirsdag i næste uge – til i dag, hvor psykologerne ofte kommer på besøg i missionsområdet og i forbindelse med særlige hændelser.
Om at forsvaret lod pressen komme før familien, når de landede i lufthavnen til i dag, hvor man forsøger at have familien tæt tilknyttet – såvel før, under og efter.
 
Til Kristoffer, der netop er vendt hjem fra to kortere ture til Irak. Om at bruge sin funktion som feltpræst til at skabe rum – rum for at slappe af, rum for at samtale og rum for blot at være. Men også at være ham, der kan lytte og tilgive, når mentale byrder bliver for tunge. Men også at mærke spændingen og angsten, når situationen eskalerer fra den ene dag til den anden.
 
En af de ting, som Frank også er inde på, er træffe beslutningen om at tage på mission i en høj alder, om at være ”den gamle” på holdet blandt en stor gruppe unge britere, hvor den yngste var 18 år. Om at være en af de få danskere i en lejr uden adgang til feltpræst, felthospital og feltkøkken, og i seks måneder være bevidst om, at på den anden side af den lerklinede mur stod der nogen klar til at slå dig ihjel.
 
Til Jes, der er både er erfaren sømand og sygeplejersker, der talte om at skrive sin sidste vilje – og stille og roligt præsenterede os for en bunke af ”breve”, som han havde skrevet inden hver af sine mange udsendelser og hvordan indholdet og ønskerne har ændret sig. Og ringe rundt til sine venner for at være sikker på, at de vil bære hans kiste, hvis han faldt under sin udsendelse.
Han fortalte om at skulle ringe hjem til de pårørende til kvæstede og hårdt sårede soldater – for hvordan gør man det? Hvordan sikrer du dig, at den du taler med, stadig står op og ikke bare smider røret på, når du præsenterer dig; ”Goddag, mit navn er Jes. Er du mor til X? Jeg ringer fra Afghanistan”.
 

De vigtige spørgsmål

Efter de fire fantastiske fortællinger blev der tid til både ost, rødvin og vand, inden der var tid til spørgsmål.

Der var mange gode spørgsmål, men særligt tre er værd at fremhæve:

  • Hvad må man som pårørende spørge om?
  • Hvordan kommunikerer man bedst mellem ude og hjemme?
  • Hvordan har I det med jeres fjende? Hvordan forholder I jer til dem – også her mange år senere?”

Ad1: Pårørende (og andre) må spørge om alt.

Veteranerne blev dog enige om, at man nok ikke skulle starte med at spørge om, hvor mange man har slået ihjel. Men dernæst var det allervigtigst ren faktisk at spørge og være nysgerrig: ”Hvis det er i orden med dig, kunne jeg godt tænke mig at spørge dig lidt om din tur til XX”.

Ad2: Der er flere muligheder og særligt i dag er der rigtig mange muligheder. Man kan sende videoer frem og tilbage, for så er der tid til både refleksion, inden man svarer og tid til at lytte igen og igen. Og ungerne kommer ikke op at slås om, hvem der skal slukke for skærmen eller lader sig forvirre af sjove filtre. Det skrevne virker også godt, særligt for dem, der kan skrive og selvfølgelig er facetime og telefonopkald altid rart.

Men… Lad nu være med at aftale et fast tidspunkt, hvor I skal tale sammen. Det kan være svært og give oftest unødvendige bekymringer for både den, der er udsendt, hvis familien ikke ringer eller for familien, hvis veteranen ikke ringer.

Ad3: Alle fire veteraner svarede hver ret enstydigt, nemlig, at man skal respektere sin fjende. Krig er et håndværk, som vi skal udføre med stor etik og høj moral. Hvis man hader sin fjende, så er der ikke lang vej til at begå krigsforbrydelser, så derfor skal vi være ordentlige og anstændige, når vi går i krig.

”Vi rejser ud hele og skal hjem hele”.

Oplev flere fortællinger

Hør de udsendtes fortællinger

Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts. 

Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter. 

Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.

Modtag fortællingerne på email

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk