Krudttønden

”Medmindre vi er ude om 24 timer, så ryger vi i en koncentrationslejr,” siger nogle mænd til Adnan og hans far en aften. 20 år efter står han igen på Balkan.

Tekst af Axel Boisen

”Folk begyndte at forsvinde, og man skulle holde øje med den blå varevogn uden nummerplader og mørktonede ruder. De samlede bare folk op,” erindrer Adnan om sin barndom i Bosnien. Han er født i 1986, og som 6 år gammel oplever han, hvordan hans land bliver centrum for de værste krigshandlinger i Europa efter anden verdenskrig. Serberne fjerner simpelthen den del af befolkningen, som de ikke vil have i landet. Det hedder etnisk udrensning og er på linje med de nazistiske jødeforfølgelser 40-50 år tidligere.

Må flygte

Bosnien er en af de tidligere jugoslaviske stater, som ligger mellem de to stærkeste, Kroatien og Serbien. Og bynavne som Bihac, Banja Luka, Doboj, Tuzla og særligt Sarajevo blev kendt i hele verden på grund af de forfærdelige ting, der sker her.

”Jeg er født i Bosnien i den nordlige del. Som nok alle ved, så kom der jo borgerkrig dernede i 90erne. Mig og min familie vi flygtede herop til Danmark i 1993. Balkan er en krudttønde og vil altid være det. Vi er vores egen værste fjende,” forklarer Adnan. Han er en af de 17.000 bosniere, der ankommer på kort tid, og som i dag udgør den næststørste gruppe af nye danskere efter tyrkerne.

Det er kun på grund af gode venners hjælp, at familien overlever.

”Der kommer nogle folk og banker på døren og siger til mig og min far, at medmindre vi er ude om 24 timer, så ryger vi i en koncentrationslejr. Den lå 30 kilometer væk fra den by, som jeg kommer fra.” 

Hvis du vil se mere om hvordan de danske udsendte oplevede de etniske udrensninger så se ”10.000 skakbrikker” eller ”Æreskodeks forsvandt”.

Adnans familie flygter til Danmark, idet Danmark giver bosniere midlertidig opholdstilladelse. Selv om flygtningene bliver til en politisk varm kartoffel i årene efter, så viser det sig at være rigtigt klogt at komme væk.

”Så kom i 95 Srebrenica-massakren, og der mistede vi rigtig, rigtig mange familiemedlemmer. Min far mistede 18 familiemedlemmer, tror jeg. Vi kan ikke finde dem. Der er ikke rigtig nogen spor efter dem,” siger Adnan.

Sidste generation soldater

Traditionelt er det alle mænds pligt at blive uddannet som soldat, når man kommer fra Jugoslavien. Det er det også for Adnan, og det kan næsten ikke gå hurtigt nok.

”Jeg har altid været draget af militæret. Vores kultur tilsiger, at hvis man som ung ikke har gennemført værnepligten, så er man ikke en rigtig mand. Så er du ligesom klar til at blive gift og stifte familie. Så er du en rigtig mand-mand. Så det var bare et spørgsmål om, hvornår gymnasiet var færdigt – så jeg kunne melde mig frivilligt,” forklarer Adnan.

I de andre film med Adnan, kan du høre ham fortælle om at være udsendt til sit gamle hjemland. Noget han selv og særligt hans far er meget stolte af. Men ellers er krig ikke noget, han vil anbefale nogen.

”Men jeg synes, at alle som minimum burde prøve værnepligten. Jeg håber, at der aldrig er brug for flere soldater. Jeg håber, vi gjorde nok, min generation og de folk efter mig. Det bedste ville være, hvis der aldrig bliver udsendt soldater igen,” slutter han. 

Del fortællingen med dit netværk
Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin

Hør de udsendtes fortællinger

Hver dag i et år udgiver Udsendt Af Danmark en ny fortælling fortalt af de udsendte selv. Hør dem fortælle deres egen historie om det at være sendt ud til verdens brændpunkter. Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.

Oplev flere fortællinger

Modtag fortællingerne på email

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk