fbpx

Veteraner i fleksjob er en kæmpe gevinst for alle

Langt de fleste veteraner kommer hjem og kan levere 100%. Det kunne Dennis Larsen også i godt 20 år efter sin første udsendelse, men en dag blev det for meget og hustruen satte ham stolen for døren – og sagde, at nu var det nu, der skulle ske noget.

Del fortællingen med dit netværk

Tekst: Ann-Christina Salquist

Dennis har efter sine to udsendelser til Bosnien i 1999 og Irak i 2003 fået noget med i bagagen, som har sat sig i sindet. Men der skulle gå mange år med at arbejde i det civile, inden det i 2018 gik op for Dennis, at det var nu, der skulle sættes ind og tog derfor kontakt til Forsvarets Veterancenter – i dag er han tilbage i uniform og arbejder for forsvaret i et fleksjob hos Lokal It på Høvelte Kaserne.

Vi mødte ham til en samtale om at stille op for Danmark, flygte ind i arbejdet, få et hårdt spark af hustruen og vende tilbage til en hverdag i uniform.

Resultatet er positivt og historien fortæller, at hvis veteranen har viljen, er der gode muligheder for, at forsvaret rent faktisk kan levere rammen. I dette interview fortæller Dennis om sine oplevelser, udfordringer og vejen til at finde en ny balance i livet.

Fra værnepligt til internationale missioner

Dennis Larsen begyndte sin militære karriere i 1998 efter værnepligten. Han blev hurtigt en del af den internationale brigade og blev sendt til Jugoslavien i 1999. “Jeg startede i Forsvaret gennem værnepligten først, og så gik jeg direkte over til den missionsorienterede uddannelse for at blive sendt afsted til Jugoslavien,” fortæller Dennis.

Hans første udsendelse bød på mange udfordringer, og selvom der ikke var krig i traditionel forstand, var der mange miner og dårligdomme blandt de lokale og blandt kollegerne var der ikke den opbakning og kammeratlig tone, som der burde have været.

Inden Dennis overhovedet søgte ind til Forsvaret, arbejdede han som snedker og fortsatte som det mest naturlige sit job som snedker efter Jugoslavien. Men efter nogle år kom muligheden for at tage til Irak og han stod til at skulle fungere som snedker på hold 1 for at opbygge lejren, men endte med at blive en del af bjærgningsholdet. I Irak var forholdene ekstremt barske med høje temperaturer og mangelfuld logistik. “Vi havde 45-50 grader i skyggen og endnu højere i solen, og vi havde ikke vand nok,” husker Dennis.

Tilbage til hverdagen og erkendelsen af PTSD

Da Dennis vendte hjem fra sine missioner, begyndte de første tegn på PTSD at vise sig. Men i 2003 er der ikke rigtig nogen, der taler om de fire bogstaver P T S D og ”jeg fester, men det er arbejdet, jeg bruger som terapi”.

“Det er primært min familie, som har lagt mærke til det,” siger Dennis og tilføjer, at hans søvn blev kraftigt påvirket. Han forsøgte at vende tilbage til en civil hverdag som snedker, men efter flere år blev det klart, at noget var galt. Han skiftede branche, fik en uddannelse som radiograf og arbejdede i flere år som radiograf et sted, hvor tempoet var højt og hvor der ikke var plads til at ”tænke over livet”, da det var nødvendigt, at tingene foregik i et højt tempo.

“Min kone sagde i 2018, at nu skal der ske noget, og jeg startede til psykolog – for fjerde gang,” fortæller Dennis. Det var her, han for alvor begyndte at arbejde med sin PTSD. “Jeg mødte den rigtige psykolog, som startede en arbejdsskadesag og sagde, at det der, det skal vi have kørt igennem.”

Fra radiograf til fleksjob

Efter flere års kamp mod PTSD erkender Dennis, at der noget galt og tager greb om sin sygdom. I første omgang forsøger han at vende tilbage til sin gamle arbejdsplads som radiograf, men det går ikke. Han forsøger at finde vejen tilbage til arbejdsmarkedet som fleksjobber i en civil virksomhed som IT-assistent, men de ser Dennis´ PTSD som mere et problem end en gave.

Og da Dennis er veteran og har valgt at gribe de muligheder, der for at bruge de tilbud, der gælder veteraner, så griber kommunens veterankoordinator fat i forsvarets veterancenter og sammen bliver der skabt en mulighed for, at Dennis kan komme i fleksjob hos Lokal It på kasernen i Høvelte. Og får første gang i næsten tyve år trækker Dennis i uniformen og begynder i job ni timer om ugen.

Han understreger vigtigheden af at have en forstående arbejdsgiver. “Det har været godt at vende tilbage til en arbejdsplads med højt til loftet og en chef, der forstår PTSD.”

Dennis arbejder i dag ni timer om ugen fordelt på to dage. Han føler, at arbejdet giver ham identitet og afbræk i hverdagen.

“Det betyder rigtig meget for mig at være i arbejde,” siger Dennis. Han opfordrer andre veteraner til at søge hjælp og være åbne om deres udfordringer. “Man skal se veteraner som en ressource og åbne op for muligheder for dem,” afslutter han.

Fakta om: 

 

Den danske indsats i Bosnien i 1999:

  • I 1999 deltog Danmark i SFOR-missionen (Stabilization Force) under NATO, der havde til opgave at stabilisere forholdene i Bosnien efter Borgerkrigen.
  • Danmark bidrog med soldater til genopbygning og sikring af områder præget af miner og anden krigsrelateret ødelæggelse.

Den danske indsats i Irak i 2003-2004:

  • Danmark deltog i koalitionen under ledelse af USA, der invaderede Irak i 2003.
  • De danske styrker var primært stationeret i det sydlige Irak omkring Basra, hvor de deltog i patruljering og sikring af området.
  • Missionen var præget af hårde kamphandlinger og vanskelige logistiske forhold.

Hør de udsendtes fortællinger

Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts. 

Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter. 

Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.

Modtag fortællingerne på email

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk