Af journalist Peter Skautrup

Alt var nyt i den rolle, Forsvaret gik ind, da der blev krig i Europa – på Balkan – for 30 år siden. Den unge kaptajn Mads Rahbek og hans kompagni følte sig bundne på hænder og fødder af deres mandat, da de var med som nogle af de første i FN’s indsats i den jugoslaviske borgerkrig. 

De blev anbragt som stødpude mellem to parter, som hyppigt prøvede at slå hinanden ihjel. Projektiler og granater fløj hen over deres observationsposter og lige forbi, men de måtte ikke gribe ind med deres militære magt, medmindre de blev skudt direkte på.  

Det sled. 

Det var et snærende bånd for en professionel soldat, men sådan var deres mandat, for de var underlagt FN’s politik midt i en voksende ildebrand: Borgerkrigen på Balkan. 

”Jeg havde mareridt eller drømte om Jugoslavien i flere år efter udsendelsen,” siger Mads Rahbek, der i dag er oberst og chef for Den Kongelige Livgarde. 

Mareridt som han fik af den magtesløshed, det giver ikke at kunne operere aktivt. 

I begyndelsen af 90’erne var han som ung officer vidne til det opbrud, der bredte sig fra Østeuropa efter Sovjetunionens ophør.  

Et kollaps i det tidligere kommunistisk styrede Jugoslavien fulgte, hvor de forskellige, etniske grupper nu var begyndt at strides om en opdeling.  

Da det udviklede sig til væbnet konflikt og etniske udrensninger, greb FN tøvende ind, og i april 1992 blev 900 danske FN-soldater sendt til området mellem Serbien og udbryderstaten Kroatien. Her havde der siden 1991 været kampe mellem landets kroatiske og serbiske indbyggere, og en del områder var kommet under serbisk kontrol. Spinkle våbenhvileaftaler på FN’s initiativ blev konstant udfordret, og nu skulle soldater fra flere nationer i missionen med navnet UNPROFOR operere i de serbisk besatte områder og holde konflikten nede. 

Mads Rahbek var kompagnichef på hold 3, som blev udsendt kort efter årsskiftet 92-93. Kompagniets lejr lå i det serbisk kontrollerede område med alle observationsposterne i en slags ingenmandsland, med serberne til den ene side og kroaterne til den anden. 

Jævnligt udbrød ildkampe, og så måtte kompagniet gribe ind med de midler de havde: Ved telefon- og radioopkald til de stridende parter eller ved fysisk at køre ud i området mellem dem for at få skudvekslingerne til at stoppe. 

”Der blev skudt meget fra den ene til den anden side, og det var jo typisk lige om ørerne på vores observationsposter,” fortæller Mads Rahbek. 

”Det var rigtig hårdt. Situationen udviklede sig konstant, og det gik op og ned hele tiden. Det, som belastede folk mest, det var de perioder, hvor spændingerne og truslerne og antallet af skud steg. Måske skete der noget, og så skete der ikke noget alligevel – det sled meget.” 

”Det, at vi ikke havde offensiv kapacitet og især ikke offensivt mandat til at gå ud og gøre noget aktivt ved nogle af de problemer vi havde. Det er svært, når du har et mandat, der siger, du må kun åbne ild, når du bliver skudt på. Den magtesløshed, som et FN-mandat kan give, er rigtig tung at håndtere for en soldat.” 

Da Mads Rahbek flere år senere var næstkommanderende i syv måneder i den danske mission i Afghanistans Helmand-provins, var der hårde kampe og tab, men vilkårene fik ham ikke til at se oplevelsen i eks-Jugoslavien i et andet lys: 

”I Afghanistan kunne vi rent faktisk gå ud operativt og gøre noget ved problemerne.” 

Fra værnepligt til mission 

Da dansk forsvar pludselig stod over for en ny verdensorden lige efter murens fald, var der meget, der skulle omstilles.  

”Der kørte vi en fuldstændig normal koldkrigsproduktion i værnepligtshæren, jeg havde netop været chef for et værnepligtskomagni i JDR (Jyske Dragon Regiment, red.) – panserinfanterister – de var indkaldt i januar 92 og hjemsendt i december.” 

Men udsigten til FN-missionen på Balkan fik mange til at tegne kontrakt for at blive udsendt. 

”Dem gik vi så i gang med at uddanne hen over julen, og så roterede vi ud januar-februar 93”.  

”Så vi var ikke så godt forberedte, og vi var ikke så rutinerede som enheder, fordi vi var sammensat med ret kort varsel, og så var der meget, man ikke vidste om at tage på mission. Alt det med forberedelsen af den enkelte soldat og den enkelte soldats familie på, hvad det her nu gik ud på, det vidste vi jo ikke så meget om.” 

Indsatsen på Balkan var med Mads Rahbeks ord ”den første hårde – eller endnu mere hård end Cypern.”  

I 1964 var det første hold danske soldater taget afsted til FN’s fredsbevarende indsats på Cypern. Det blev en mission, der strakte sig over så mange år, at hele 23.000 soldater fra Danmark nåede at deltage. 

”Cypern var faktisk hård på de første hold,” siger Mads Rahbek. 

”Men det havde alle glemt, og den sidste tid på Cypern blev sådan mere stemplet som en badeferie end noget andet – det var jo sammenligningsgrundlaget. Balkan var en helt anden kaliber i forhold til Cypern. Så for os var det svært. Og vi var godt nok unge. Gennemsnitsalderen i mit kompagni var under 23.”  

”Der var jo ingen missionserfaring i Danmark på det tidspunkt – andet end Cypern-missionen. I dag, når du går ned i enhederne i hæren, så er der enormt mange forskellige typer missioners erfaring hos forskellige mennesker, og de erfaringer kan man drage nytte af på en anden måde, end vi kunne den gang – det var nyfalden sne, vi gik i.” 

Men panserinfanteristerne, som var hovedstammen i hans kompagni, ”de var rigtig godt kørende,” for værnepligten havde været intensiv skoling:  

”Så jeg vil tro, mit kompagni havde mere end 100 øvelsesdøgn på 11 måneder”. 

I dag er missionsforberedelse dog mere grundig og målrettet. Det er soldater fra Den Kongelige Livgarde, der nu  udgør grundstammen i hold 2 i den aktuelle mission i Letland, som udsendes til november, og de begyndte forberedelserne i det tidlige forår i år. 

Når et kaffefilter gør forskel 

Logistik var også noget, man skulle lære en del om i starten af 90’erne.  

” FN-logistik har aldrig været supersmooth,” siger Mads Rahbek. 

”Og der var rigtig meget i hærens evne til at føde en mission – lad os bare sige, det blev udviklet undervejs. Reallogistik blev meget tydelig, når man sad der nogle tusinde kilometer væk. Jeg kan huske, den fest det var, da der kom rigtige kaffefiltre, efter vi en måned eller to havde lavet kaffe på de papirruller vi havde taget fra værkstedet. Vi havde grundlæggende tilstrækkeligt med ammunition og feltrationer til at klare os, men andet var en udfordring.” 

Lejren var tilfredsstillende. De havde fået beboelsescontainere, og der var sikret hele vejen rundt med sandsække. 

”Tusindvis af gode, gamle sandsække”. 

De havde et primitivt træningscenter, og hver anden dag var der ”morgenløb”, hvor to spejderpatruljer med deres køretøjer sikrede hver sin ende af et stykke landevej uden for lejren. 

”De der serbere stod ikke meget tidligt op, så vi løb klokken splint om morgenen. Op og vende ved den ene bil og ned og vende ved den anden. Det var det sikreste, vi kunne, og så fik vi motion.” 

Man skal tænke tilbage til en tid uden internet og mobiltelefoner for at forstå soldaternes muligheder for at holde kontakt til familien i Danmark.  

”Vi skrev breve og havde feltpostkuverter med gratis porto på, som blev sendt hjem – og vi fik breve hjemmefra, papirbreve. Den eneste kommunikation ellers, det var en satellittelefon. Lejren have en satellittelefon, og det kostede et eller andet antal D-Mark i minuttet, hvilket var svimlende dyrt, men man kunne sidde på en bænk uden for kommunikationscentret og bruge den og ringe hjem til forældrene i Danmark”. 

I enkelte tilfælde måtte soldater sendes hjem på grund af psykiske problemer, og regnskabet for brug af satellittelefonen blev en indikator for Mads Rahbek på, om nogen var på vej ud i en personlig krise og havde brug for en samtale. En stor, personlig telefonregning kunne være et advarselssignal. 

At fungere under pres 

Mads Rahbeks hold 3 var kommet ned til et nyopstået problem. Hold 1 og hold 2 havde brugt mange kræfter på at samle våben ind fra serberne, men lige før hold 2 skulle afløses, var serberne brudt ind på FN’s depot. 

”Serberne generobrede alle deres inddragne våben og tiltvang sig ret meget kontrol over freedom of movement og stillede store krav, og det var jo anderledes, end det, hold 2 startede med. Derfor var hold 2 nok lidt trætte af det.” 

”Så da vi startede, var alle våbnene ude, og serberne følte, de bestemte det hele.” 

Det førte til mange ildkampe mellem serbere og kroater, hvor danskerne igen og igen måtte lægge sig imellem uden selv at kunne skyde. 

”Vi måtte ingenting, ud over selvforsvar”. 

At folk reagerer forskelligt under stressende vilkår, blev også tydeligt. 

”Jeg havde valgt at tage nogen befalingsmænd med hjemmefra, som var rigtig, rigtig dygtige, og de kunne slet ikke fungere under pres.” 

”Og så havde jeg den mest stille og forsigtige sektionsfører fra vedligeholdelsessektionen, sådan en rigtig mekanikerfætter, han spændte bare hjelmen, gik ud og bankede på, og hans soldater fulgte ham gennem tykt og tyndt. Der var ingen, der havde gennemskuet hjemmefra, at han var sådan en type. Han havde bare mod og vilje til at gennemføre det. Så der er altså en kæmpe forskel på, hvordan folk fungerer i hverdagen, og hvordan de fungerer under pres.”  

UNPROFOR havde soldater fra mange nationer med, men især danskerne fik at mærke, hvad storpolitik betyder, husker Mads Rahbek: 

”Danmark havde lige anerkendt Kroatien, så det var jo ikke nemt at være FN-soldat med Dannebrog på skuldrene nede på grænsen mellem Serbien og Kroatien, for serberne syntes jo ikke, vi var særligt upartiske. For dem at se havde vi lige anerkendt fjenden.”  

Pustede sig op 

Trods de mange bånd på deres handlemuligheder, fik de danske soldater en form for tag på situationen. 

De pustede sig op. 

De spillede skrappe. Skrappere end man havde haft behov for at optræde på tidligere hold. 

”Jeg havde en næstkommanderende, som havde været delingsfører på hold 1, så vi var lidt forberedte på, hvad der kunne virke. Vi gjorde meget ud af at optræde ret massivt og ret korrekt og poleret for at give indtryk af, at vi var nogens fandens karle – vi så perfekte ud, sørgede for at der var ret meget styr på tingene.” 

”Vi afholdt os ikke fra at true med at slå dem ihjel, hvis ikke de gjorde, som vi sagde, og vi spillede skuespil, især i nærheden af de serbiske forlægninger.” 

Skuespillet bestod i, at Mads Rahbek højlydt og vredt skabte sig over for sine soldater. 

”Jeg skældte og smældte på dansk, så de tænkte: ”Han er godt nok tosset ham der”, og vi hørte fra de lokale, at når jeg kom som chef, så var de bange for mig.”  

”Det var simpelthen for at have et eskalationstrin, så soldaterne kunne sige: Hvis ikke I holder op nu, så ringer vi efter chefen.” 

Da bønderne kunne så 

FN gjorde trods sine mangler en vigtig indsats under Jugoslaviens sammenbrud. 

”Når jeg så, hvordan serberne havde maltrakteret de kroater, der ikke flygtede, da de overtog magten og når jeg ser på hvad, der senere skete andre steder, så er jeg sikker på, det var det rigtige vi gjorde,” siger Mads Rahbek. 

”Hvad var alternativet – hvis vi ikke havde været der? Så er jeg sikker på, vi havde set etniske udrensninger af dimensioner, og masser af mennesker var blevet slået ihjel.  

Det er vel egentlig det FN handler om,” siger Mads Rahbek og citerer FN-historiens måske mest kendte generalsekretær Dag Hammarskjöld: 

” Peacekeeping is not a job for soldiers, but soldiers are the only ones who can do it.” 

”Vi var overbeviste om, da vi tog hjem, at vi havde forhindret blodsudgydelser og holdt parterne fra hinanden. Og skabt mere ro.” 

”Altså bønderne nåede at så deres marker, inden vi tog hjem, det kunne de ikke, da vi kom, så et eller andet sted synes vi jo, vi gjorde det rigtige.” 

Da Clinton sagde tak – som den første 

At få soldater hjem fra en mission som denne var også noget nyt for Forsvaret. Så nyt, at ingen velkomst var forberedt. Der var hverken cheftaler, blafrende faner eller hornorkestre i lufthavnen. 

”Da jeg kom hjem med mit hold, var der ingen, der sagde tak nogen steder. Vi kom ind på kasernen med en bus fra Karup, og der var ingen modtagelse. Vi havde så lavet et system, så vi havde tjeneste en uge til afvikling. Det gav plads til lidt socialt, idræt, defusing og så videre.” 

”Så den første gang jeg officielt hørte nogen sige tak, var da præsident Clinton i 1997 stod på en talerstol på Nytorv i København og sagde, at den danske indsats på Balkan havde været dygtig og god og vigtig, og det ville han gerne takke for. Det var den første gang, nogen sagde til os, der havde været dernede, at det var vigtigt, det vi havde gjort.” 

Vi har fået en veteranindsats siden, men Mads Rahbek tror, at de første års manglende indsats på området i begyndelsen af 90’erne har en pris. 

” Den gang var Danmark jo fuldstændig ubekendt med begreberne udsendte soldater og veteraner. 

Alle os, der har været med hele tiden og er fortsat i Forsvaret, vi har oplevet noget nyt/nye missioner, der fylder. Men alle de soldater, der den gang blev sendt hjem, de røg bare hjem, og jeg er sikker på, der er en gæld der. Nogen, vi ikke fik fat i, som blev overladt til at klare sig selv.” 

Helt overordnet bør ordet veteran dog have en helt anden klang, end det har fået på dansk, mener han. 

Hvis man udtaler veteran på engelsk, er det: 

”… betegnelsen for en helt – mens ”veteran” på dansk for udenforstående er blevet betegnelsen for en, der har et eller andet problem. Som skyldes, at han har været soldat, for det er altid den kobling, der bliver lavet,” siger Mads Rahbek. 

”I en del udenlandske film er helten ofte en, der har været soldat og som rydder op, for han er en ordentlig fyr – det ser du ikke i Danmark, der fremstilles veteraner som nogen, der er skadet – og det er trist, for der er faktisk ret mange velfungerende veteraner i det her land.”