Tekst af Axel Boisen

”Helt alene stod jeg i Beograd Lufthavn. Fordi nogen skulle hente mig – og nogen havde fri den dag,” fortæller Lars. Han har været udsendt fire gange for både forsvaret og FN, og er med til at træde de første skridt i retningen af den moderne krig både nationalt og internationalt. 

”Den første udsendelse startede jeg i Jordan. Jeg var i Irak. Jeg kom til Iran. Jeg var i Tyrkiet. Jeg var i Kuwait, så griber det lidt om sig,” forklarer Lars om den gang han udsendes som en del af det tidlige danske bidrag til Golf-krigen i 1991.

Det er i høj grad learning by doing, for her i starten af 90’erne er det en ny verdensorden uden Warszawapagtens og NATOs kolde krig, der holdt de store magter i skak. Nye lande opstår under voldsomme omstændigheder. Og regionale og nationale stridigheder og aggressioner bliver nu en opgave for verdenssamfundet.

”Da jeg kommer hjem, tog jeg ansættelse direkte fra UNHCR (FN’s Flygtningehøjkommissariat), og tog til Balkan, hvor der var begyndende uroligheder. På det her tidspunkt havde Slovenien lige løsrevet sig. Kroatien prøvede at gøre det samme, men man kunne ikke blive enige om det. Og så var det, at krigen begyndte,” forklarer Lars. Jugoslavien går i opløsning og krigen mellem de tidligere stater eskalerer.

Nye bomber på suppen

Lars er uddannet soldat, men arbejder i FN-regi som international staff member på linje med andre civile rådgivere og eksperter. En dag kommer hans baggrund ham til gode, da krigen kommer helt tæt på FN’s hovedkvarter.

”Lige pludselig faldt der mortergranater ned alle steder rundt om i bygningen – og så var det pludselig noget andet. Tilfældigvis var det den dag, hvor alle i topledelsen i UNHCR var taget til Beograd, så jeg var pludselig in charge,” erindrer Lars.

”Vi evakuerer ned på gangen på 1. sal, fordi mortergranaterne kommer ned fra oven. Der var ingen kælder i bygningen, og der kørte nogen rundt i gaderne med kampvogne, og skød på bygningerne. Så der er ingen grund til at blive nede i stueetagen. Ganske ubehageligt i øvrigt, fordi det larmer meget.”

Balkan overtræder krigens regler

Som FN-udsending har man traditionelt være beskyttet af de internationale regler, som har eksisteret siden vedtagelsen i FN i 1949. Den allerførste udgave går endnu længere tilbage og stammer fra krigen i Dybbøl, hvor den såkaldte genevekonvention beskyttede Røde Kors-medarbejdere, så de kunne hjælpe de sårede danske og preussiske styrker.

Konventionen sikrer civilbefolkningen og folk, der ikke deltager i krig, beskyttelse, hvilket også betyder beskyttelse af FN og dens institutioner og ansatte. Men det synes ikke at gælde på Balkan.

”Krigen på Balkan var der, hvor man lige pludselig havde den store ændring, som jeg ser det. Man så troppetransporter i en ambulance. Vi kunne se, at de kæmpende enheder begyndte at gå i civilt tøj. De gemte sig i beboelsesområder, det havde vi jo heller ikke rigtig set før. Det er jo helt grundlæggende krigens regler, der blev overtrådt, gang på gang på gang,” siger Lars. 

Hvis du vil se mere om danske udsendte i klemme mellem de kæmpende, så se filmene ”Hoster tarmene ud”, ”Så døden i øjnene” og ”Serberne løj, kroaterne dræbte”.

”Lige pludselig begyndte man at være ligeglad med FN, og det er aldrig kommet tilbage. Man kan da kun blive vred over, folk ikke overholder de mest simple regler, som vi allesammen har aftalt med hinanden. Det spredte sig så senere til den anden Golfkrig og den ballade vi har i Mellemøsten nu, og har haft i masser af år. Men det startede på Balkan,” slutter Lars.