Tekst af Axel Boisen

”Det var så hårdt, fordi jeg skulle sætte ord på, hvis der skete mig noget,” fortæller Kristian, om første gang han skal udfylde ”Den Sidste Vilje”. Kristian har været i Flyvevåbnet i 30 år og bliver udsendt til Mazar-e Sharif i Afghanistan i 2015.

Se også filmen ”Helikopter ladet med ansvar” om en helikopterflyvning, der var ved at gå helt galt.

Svært at skrive

Kristian fortæller, at man kommer på flere kurser inden udsendelsen. Et af dem er et kursus i, hvordan man skriver de ting ned, som skal ske, hvis man dør på missionen. Hvor man skal begraves. Hvem der skal underrettes. Hvad der skal siges ved begravelsen. Hvad der skal foregå. Samt selvfølgelig alle de vigtige ting man skal huske at få sagt til de efterladte. Ting, man ikke liiiige går og får sagt i en travl hverdag.

”Det var ikke svært for mig at sige ja til udsendelsen. Det glædede jeg mig faktisk til. Og det var heller ikke svært at komme derud og under det hele, men at skulle udfylde min sidste vilje…,” fortæller Kristian.

Forsvaret anbefaler, at man bruger feltpræsten, hvis man har svært ved at skrive farvelbrevet. Her er femte bøn i fadervor helt central: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.” På almindeligt dansk betyder det, at man skal give udtryk for sine svigt og fejl og bede om tilgivelse. Og man skal selv tilgive, hvis man mener, at man er blevet svigtet. Så hjælper man sine nærmeste ind i fremtiden. Måske også give udtryk for, at ens ægtefælle eller kæreste ikke skal skamme sig over at finde en ny kæreste. Alle disse spørgsmål er selvfølgelig en ordentlig mundfuld selv for en garvet soldat.

Kristian vælger at udfylde den sammen med sin kone for at fratage hende ansvaret for alle de ting, der skal ske med familien, hvis der sker noget.

”Jeg valgte en officiel begravelse. Når jeg repræsenterer mit land, så vil jeg også have den anerkendelse, hvis jeg har betalt den højeste pris. Så skal politikerne stå til ansvar for den beslutning, de har taget ved at sende os ud. For en familie har det kostet den højeste pris.”

Moderne modstandsfolk

Kristian holder meget af sin udsendelse, som forløber forholdsvis roligt. Her oplever han et helt specielt sammenhold, hvor alle giver alt, hvad de kan, for at få tingene til at lykkes på bedste måde.

”Vi har krudt i blodårene, og så er det lige meget om du er fra hæren, søværnet eller flyvevåbnet, så har du en korpsånd, du bare ikke kan tage fra os.”

Noget andet er det så, når man kommer hjem igen. Her er der ikke rigtig opbakning til den farefulde opgave, man har løst som udsendt, mener Kristian. Og sådan er det ikke andre steder. I USA er der en helt anderledes opbakning til de udsendte. Han husker særligt en episode, hvor et ældre ægtepar takker ham, fordi de kan se han er uniform.

”Jeg kunne godt ønske mig, at der var lidt mere opbakning til veteranerne. Der er ingen tvivl om, at modstandsfolkene fra 2. verdenskrig er vores nationalhelte. Vi er med på det samme hold, fordi vi kæmper for vores demokratiske rettigheder,” slutter Kristian.