Hoster tarmene ud

”Der skete faktisk ikke noget, før han begyndte at hoste, så kom tarmene ud,” fortæller Preben om de første danske kamphandlinger i mange år.

Tekst af Axel Boisen

”Når alt er brændt ned, så er sådan nogle fodfolksminer, sprængminer, til at se. Og det var dagslys, så det var bare om at sætte fødderne rigtigt, så kunne det godt gå,” fortæller Preben, der i 1974 er udsendt til Cypern som befalingsmand.

Han har på det tidspunkt været ansat ti år i Forsvaret, men som alle andre er de direkte kamphandlinger en helt ny situation for ham. De danske styrker kommer i klemme mellem græske og tyrkiske styrker, og det er første gang i mange år, at danske soldater står i en krigszone.

Græske kugler

”Den nat var vi virkelig blevet beskudt. Både os og tyrkerne. Vi har en observationspost oppe i bjergene, som er ved at brænde inde, men vi havde ingen kommunikation til grækerne,” forklarer Preben. Det er afgørende at kunne fortælle grækerne, at de skal indstille skydningen.

De danske soldater er op igennem 60’erne og 70’erne en del af en international styrke på Cypern, der skal sørge for at opretholde freden mellem de græsk- og tyrkisk-sindede beboere. Cypern var og er den dag i dag en uløselige knude af gammel mistro og had, hvilket det har været siden 1964, hvor FN vedtager at sende tropper til øen. Man betragter på det tidspunkt en udsendelse til Cypern som en badeferie, men netop på hold 21, hvor Preben er delingsfører, går det fra at være en stille og rolig opgave til, at de danske soldater befinder sig midt i en krig.

Træd ikke på minerne!

Preben har ansvaret for sine mand oppe på observationsposten og vælger at gå op til dem med en 30 liter vand. Det er en bjergtur på et par timer både med frygten for at blive skudt og træde på miner.

”Jeg er jo ved at være træt, da jeg kommer op, men lige pludselig opdager jeg, at jeg står midt i et minefelt. Jeg kunne ikke se, hvor langt jeg var gået ind, jeg kunne heller ikke se, hvor langt der var ud,” beretter Preben, der den dag i dag er tydelig berørt over situationen.

Han når frem med vandet til de danske kolleger på observationsposten, som de drikker sammen og så aftaler de, at Preben skal gå ned først og finde en sikker vej gennem minerne.

Cowboyfilm

Preben og de andre danskere har indtil kamphandlingerne kunnet bevæge sig nogenlunde frit på øen og har daglig kontakt med den tyrkiske øverstbefalende i området.

”Og jeg havde snakket med tyrkerne og sagt, at nu må I prøve at holde lav profil, når jeg går derude. Men det varer ikke længe, så bliver der skudt. Jeg kunne godt se, at det var grækerne, der skød. Så det var lidt cowboyfilmagtigt, fordi jeg kunne se, hvor de rammer og projektilerne springer op.”

En mand ramt

Preben kommer dødtræt ned til den danske base igen. De andre i observationsposten får ordre til at evakuere og går samme vej som Preben, men her bliver de beskudt af grækerne. Og en mand bliver dødeligt såret.

”Han blev skudt. På meget kort hold, i ryggen. Der skete faktisk ikke noget, før han begyndte at hoste, så kom tarmene ud. Jeg skriver i mine notater, at der nok er 10% chance for, at han overlever det her. Men han bliver opereret og lever og har det godt i dag,” slutter Preben.

Preben bliver yderligere 28 år i Forsvaret, og som major bliver han pensioneret i 2003. I dag er han aktiv i Veteranstøtten i Danmarks Veteraner

 

Del fortællingen med dit netværk

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk