Stolt af far

”Dit liv passerer revy på en eller anden måde,” fortæller Gert om at lave den sidste vilje. ”Det sker ikke uden tårer.”

Tekst af Axel Boisen

”Det vigtige er, at man har familien med sig, når man er ude,” siger Gert, der har været udsendt til Kosovo, Kuwait og Afghanistan som rådgiver for de lokale politistyrker. Nogle gange har det været i en lejlighed i almindelige boligområder og andre gange med bopæl på militærbasen.

Trusselniveauet har dog været svært at forstå for dem derhjemme.

”I Kabul, i Afghanistan, tog jeg min kone med ud på en gåtur i lejren med telefonen, så hun lige kunne se, hvor vi boede henne. Og filmede lidt inde på værelset, så hun kunne se, hvordan jeg boede. Det hjalp lidt, kunne jeg mærke,” fortæller Gert.

Når en person bliver skadet på mission, så lukker Forsvaret kommunikationen ned med omverdenen, så man kan styre, hvad der kommer ud. Så kan man nå at få informeret de pårørende, inden de kan læse om det på de sociale medier. Ofte når nyheden om sårede og døde dog Danmark, før man har nået at få fat i de pårørende, og det betyder, at alle pårørende er uden information i den periode.

”Det var sværere i Helmand. Vi havde aftaler om at ringe på bestemte tidspunkter, men det var ikke altid muligt.”

Jægersoldaten René Brask Jakobsen bliver dræbt i Afghanistan d. 2. januar 2013, hvor han er på patrulje med det afghanske politi for at træne dem. Hjemme fra Danmark kan det være svært at se forskel på Gerts og Renés job, og hans kone bliver selvfølgelig ekstremt nervøs, da hendes mand er udsendt til samme sted på samme tidspunkt.

”Så kommer der en nyhed herhjemme om, at der er en dansker, der er blevet skudt nede i Afghanistan. Nede i Gereshk i Helmand. Så hun blev død bange, for de sagde ikke en soldat, men en dansker. Forsvaret downsizede alt kommunikation, så jeg kunne ikke ringe hjem og fortælle, at jeg var ok. Det var hårdt for hende” forklarer Gert.

Børnene giver lov

Gert har lært at tage familien med på råd og have dem med i planlægningen af udsendelsen. Den svære øvelse er at lave den sidste vilje, som alle danske udsendte skal i dag. Hvem skal have ens ejendele, hvordan skal man begraves, og hvad skal der siges til de efterladte? 

”Da vi lavede den, sad både min kone og børn og snakkede om det. Det er klart, at dit liv passerer revy på en eller anden måde. Og du tænker på mange ting, så det sker ikke uden tårer, når du sidder og skriver det. Og på den måde er det hårdt, synes jeg.”

Faktisk er Gert gået så langt som til at bede sin børn om lov til at tage afsted. Sidste gang han skulle udsendes til Afghanistan, tager han på besøg hos sin datter på den gymnasiekostskole, hun går på. En tur på næsten 100 km.

”Og så sad vi og snakkede, og det sluttede med, at hun sagde: ”Nu du gider at køre helt herud og snakke med mig om det, så synes jeg, du skal have lov til det.” Fantastisk oplevelse. Hun er meget stolt af sin far,” siger Gert tydeligt berørt.

Se Gerts anden film: Betjente i brummen

Del fortællingen med dit netværk

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk