fbpx

I krig som kontaktforældre

”I Forsvaret skræller man sociale tilhørsforhold og religion af,” fortæller Kim, der har fået venner for livet på sine udsendelser.

Tekst af Axel Boisen

”Når man kører forbi i sin kampvogn og kigger ud i optikken og ser, at der står trip-trap-træsko derhenad, så tænker man, at de bare skulle vide, hvad det er for småproblemer, vi går og døjer med herhjemme,” siger Kim, der har været udsendt til Kosovo og Afghanistan, som delingsfører for en kampvogn.

Han tager afsted lige efter, at han er blevet far, og det sætter tingene i perspektiv. ”Mængden af problemer er den samme, men for dem er det et spørgsmål at få mad på bordet.”

Kim har været i Forsvaret hele sit voksenliv og definerer sig selv som soldat. Og det kan nogle gange være en udfordring for en befalingsmand, når man går i krig på hjemmefronten: ”Lige nu er jeg kontaktforælder. Der er du bare ens datters forældre. Jeg er jo skolet i at være chef og have førerrollen på,” fortæller Kim, der synes, at tingene kan trække unødigt ud. Nogle gange skærer han igennem, og siger: “Det er rigtig, rigtig fint. Jeg synes, at vi skal gå i den her retning. Hvad tænker I om det? For nu skal der tages en beslutning…! Der tager hustruen en på låret og siger, at jeg bare er forældre.”

Alle sociale lag
Kim er født og opvokset vest for Storebælt, hvor han i dag også bor og arbejder. Men Forsvaret har givet ham venskaber med folk fra alle egne landet og dele af samfundet. ”I forsvaret skræller man sociale tilhørsforhold og religion af. Man er bare soldat, og så deler man noget med drenge fra Brøndby Strand, og hvor de ellers kommer fra. De bliver ens venner, som man i civilt liv aldrig nogensinde ville være kommet i nærheden af. Man bor et andet sted og har nogle andre overbevisninger,” forklarer Kim, der føler sig bredt funderet i sin venskabskreds med folk fra alle sociale lag, alle typer religion og forskellig barndom. Og her er det særligt udsendelsen, der bringer en tæt sammen.

”Normalt går man jo hjem klokken 16 og ligger i sin egen seng i weekenden, selvom man er værnepligtig. Men her man var sammen hele tiden. Folk man har kendt i et år til halvandet, de kender jo lige pludselig en sindssygt dybt. Så overfor dem er man uden filter,” slutter Kim.

Og det kan du høre Kim fortælle om i ”leoparder i morgengry.

Del fortællingen med dit netværk

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk