Tekst af Axel Boisen

”Min far er rigtig stolt over, at jeg havde mod nok til at gøre det,” fortæller Jens, der har været i Kosovo på hold 9.

Han er en af de mere end 13.000 soldater, som Danmark har sendt ned til det lille land, som NATO valgte at gå ind i i 1999. På det tidspunkt tilspidser krigen sig mellem det tilbageværende Jugoslavien og kosovo-albanerne, og Danmark vælger permanent at have ca. 800 mand udstationeret i en årrække.

”Jeg ville rigtig gerne ud og gøre mit bidrag til at gøre verden mere sikker. Samtidig har jeg altid set rigtig meget op til min far. Han var udsendt i 2006 til Irak og i 1992 til det tidligere Jugoslavien,” siger Jens.

Det ligger dog ikke lige til højrebenet, at han skal vælge en karriere i uniform. For Jens er slet ikke glad for, at hans egen far tager afsted i krig.

”Når man er ung og hører om noget farligt, så tager man det til sig. Jeg kunne ikke forstå, at min far ville deltage. Jeg syntes, det var noget pjat og ville faktisk slet ikke selv være soldat. Men det skulle vise sig at blive meget anderledes.”

Slås for det du har kært
Drømmen om at blive udsendt former sig hos Jens og vokser til en egentlig mulighed. Og der er familien delt på midten med far, der er for, og mor, der er imod. Det er ikke unormalt, at den, der efterlades hjemme, har større problemer med en udsendelse, end de, der har prøvet det eller selv skal afsted.

”Min mor har altid været meget imod, men det har været rigtigt sundt for min fars og min forståelse af hinanden,” slutter Jens.