Tekst af Axel Boisen

”Livet er skrøbeligt. Vi har kun det sekund her og nu. Du har ikke nogen garanti for, at du bliver 80 år gammel, og hvis der er nogen, der lover dig det, så er de fulde af lort,” siger Martin, der har været udsendt til Kosovo og Afghanistan.

Her lærte han at leve livet og forberede døden. På den største vestlige operation siden D-dagen i 2.verdenskrig går han på en af Talebanernes landminer. På en eller anden måde var Martin klar på, at det kunne ske.

”Dagen inden visualiserede jeg alle tænkelige scenarier under denne her operation. Inklusiv at jeg kunne blive taget til fange, at jeg kunne blive dræbt, at jeg kunne blive skudt. Alle sådan nogle ting. Kørte billederne i hovedet, ligesom en film, imens jeg sad med lukkede øjne og mediterede. Efter den visualisering var jeg klar og kunne gå i seng med ro i sindet og fuldt fokus på opgaven.”

Dagen efter bliver Martin slynget 10 meter op i luften. Han får pulveriseret sine ben og brækker armene et utal af steder og overlever kun med nød og næppe. Men Martin kommer styrket ud af det.

Post Traumatic Growth
”Jeg har PTG – Post Traumatic Growth,” siger Martin, der siden bomben har deltaget i en danseforestilling på Det Kongelige, holder foredrag og i dag har sit eget sikkerhedsfirma. Hele hans liv har han villet være soldat og Afghanistan er lige præcis der, hvor Martin vil være. Her fungerer han perfekt. Men på trods af at Martins drengedrøm atomiseres samtidig med hans krop, så er han kommet styrket videre i livet.

”Jeg har fået en filosofi: Hvis der er noget du vil, så gør det nu, for i morgen kommer måske aldrig. Vil du for eksempel rejse jorden rundt, og du har pengene til det, så lad være med at vente – så gør det nu,” slutter Martin.